René Holten tilbage på medaljeskamlen
I sidste uge i Szeged blev det lige ved og næsten med en fjerdeplads for den regerende verdensmester René Holten Poulsen, men lørdag formiddag i Beograd lykkedes det for Maribo-roeren at komme tilbage på medaljeskamlen, da han besatte andenpladsen i World Cup-finalen i 1.000 meter enerkajak.
Og for René Holten, som stadig er på vej tilbage ovenpå sin pause efter Ol i Rio, var det ikke en sølvmedalje, han fik forærende.
I finalefeltet var det meste af verdenseliten repræsenteret med de tre medaljetagere fra OL i Rio, guldvinder Marcus Walz fra Spanien, sølvvinder Josef Dostal fra Tjekkiet og bronzevinder Roman Anoshkin fra Rusland, i spidsen, og blandt andre topnavne var den tidligere europamester, hviderusseren Alex Yurenia.
Det var også hviderusseren, der lidt overraskende tog guldet, mens en anden outsider, spanske Roi Rodrigues tog bronzen. Anoshkin blev firer og Dostal femmer.
I eftermiddag skal René Holten ud i semifinale på den halve distance, hvor han også er regerende verdensmester. Finalen ros søndag klokken 11.40.