Når DKF – i samarbejde med Sport Event Denmark, Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Wonderful Copenhagen – afvikler ICF Canoe Sprint World Cup 2015 på Bagsværd Sø i perioden 29.-31. maj 2015 bliver det forhåbentlig en forrygende kano-kajak fest og en fantastisk oplevelse for alle involverede. Ikke blot deltagerne fra de forventede 40-50 lande eller tilskuerne, der finder vej til rostadion og skaber en festlig kulisse omkring eventen, får en stor oplevelse. Også involverede samarbejdspartnere, ICF-aktører og ikke mindst alle de mange DKF-frivillige vil få en oplevelse for livet.
Netop oplevelsen – det ‘kick’ og den særlige fornemmelse, man som arrangør får når det hele kører og man omsider kan høste frugterne af den lange og grundige planlægningsfase – er det, der er drivkraften for mig som Event Manager. Det er en stor tilfredsstillelse at mestre noget eller lykkes med en særlig indsats. Glæden og tilfredsstillelsen bliver dog mangedoblet når man kan dele succesoplevelsen med andre, som hver især har bidraget til at tingene går op i en højere enhed.
Arbejdsfællesskabet omkring sportevents er noget helt særligt – og jeg glæder mig til at arbejde sammen med alle DKFs mange dedikerede og engagerede frivillige omkring planlægningen og afviklingen af ICF Canoe Sprint World Cup 2015.
Mit navn er Jakob Lund Staun.
Jeg er 36 år gammel og er bosiddende i Vejle. De seneste tre år har jeg beskæftiget mig med internationale sportevents på dansk grund, som projektleder for henholdsvis EM i Bordtennis 2012 og EM i Svømning 2013, der begge blev afviklet i Jyske Bank Boxen i Herning.
Jeg har således stor sportevent erfaring men meget begrænset indsigt i kano- og kajaksporten. Derfor går jeg meget ydmygt indtil mødet med en for mig ny sportsgren og idrætskultur, som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med.
Jeg ser frem til samarbejdet med jer omkring den næste store internationale kano- og kajak event i Danmark.
I har en masse gode erfaringer fra de tidligere afholdte events på Bagsværd Sø som vi i fællesskab skal bygge videre på.
Sidst – men ikke mindst – opfordrer jeg jer alle til at sætte kryds i kalenderen den 29.-31. maj 2015.
Jeg garanterer, at det bliver en stor oplevelse.
/Jakob Staun
jakob.staun@kano-kajak.dk
Tlf.: 61 68 73 70