Søndagens sene starter i 5.000 meter enerkajak ved World Cup i Szeged, Ungarn, kastede yderligere en medalje af sig til Danmark, da Cathrine Rask roede i mål på bronzepladsen i en tæt afgørelse, hvor tre roere kæmpede om de tre medaljer.
Vinder blev svenske Linnea Stensils, der var hurtigst i spurten foran ungarske Zsoka Csikos og altså Cathrine Rask. Mellem svenskeren og danskeren skilte blot tre sekunder i det fem kilometer lange løb.
I herrernes løb var lillebror Thorbjørn Rask på startlisten sammen med Nicolai Winther, og de to danskere blandede sig helt fremme og sluttede firer og femmer. Ungarn tog guld og sølv ved Balint Noe og Balint Kopasz, mens portugisiske Fernando Pimenta sluttede på bronzepladsen. På fjerdepladsen var Thorbjørn Rask blot 10 sekunder fra vinderen, Nicolai Winther 20.
Danmarks samlede facit ved World Cup i Szeged blev på fem medaljer, en af guld, en af sølv og tre af bronze.