VM maraton: Fortjent VM-bronze til Thomsen og Knudsen

VM maraton: Fortjent VM-bronze til Thomsen og Knudsen   Marselisborg Kajak Clubs Nikolai Thomsen og Lyngby Kanoklubs Philip Knudsen kunne fredag eftermiddag, lokal tid, føje fortjent VM-bronze til gårsdagens guld og sølv i enerkajak, da parret besatte tredjepladsen i toerkajakken for juniorer ved VM i Kina. Danskerne sad med fremme til en afgørelse mellem tre både, der kom bedst over sidste overbæring og ind på den korte finalerunde, men med gårsdagens løb i armene rakte kræfterne ikke helt til at bide skeer med Ungarn og Sydafrika i slutspurten. Ungarn med Zsombor Ory og Tamas Erdelyi tog guldet foran sydafrikanske David Evans og Hamish MacKenzie opg med Nikolai Thomsen og Philip Knudsen på tredjepladsen. Som tilfældet var i gårsdagens løb for enerkajakker, var danskerne med til at dominere løbet, hvor de på anden omgang skilte sig ud i en frontgruppe med de to ungarske både og mandskabet fra Sydafrika. På sidste omgang kom medaljen i hus, da ungarske Bendeguz Vekassy og Andras Redl måtte slippe, og frem til sidste overbæring forsøgte danskerne at give alt for at hægte de øvrige konkurrenter af. Det lykkedes ikke, men den flotte indsats blev belønnet med fortjent VM-bronze. For Nikolai Thomsen den anden medalje i træk i toerkajak, da han sidste år vandt guld sammen med Thorbjørn Rask. Den danske båd med europamestrene Noah Pedersen og Silas Runholm fra Silkeborg Kajakklub roede også et flot løb og kom i mål på syvendepladsen.

VM maraton: Junior-toere førte sig fornemt frem i Kina

VM maraton: Junior-toere førte sig fornemt frem i Kina   Efter gårsdagens flotte placeringer, som blev kronet med Marselisborg-roeren Nikolai Thomsens verdensmesterskab og Lyngby-roeren Philip Knudsens sølv i juniorernes enerkajak, var det fredag morgen, lokal tid, de danske toer-både hos juniorerne, der skulle i konkurrence ved VM maraton i Kina. Og begge danske både førte sig fornemt frem blandt verdenseliten. I toerkanoen blev det til en sjetteplads for Nybro-Furå Kano og Kajakklubs Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales, mens Vallensbæks Pernille Hostrup, der i går blev syver i enerkajak, kopierede placeringen i toerkajak sammen med Silkeborgs Kristine Rohde. Ikke uventet gik begge verdensmesterskaber til Ungarn. Toerkano-konkurrencen blev vundet af Benedek Horvath og Oliver Nagy, toerkajak-konkurrencen af gårsdagens verdensmester i enerkajak, Eszter Rendessy sammen med Emese Kolhami. Senere, klokken 06.45 dansk tid, skal gårsdagens medaljevindere i aktion i toerkajakken, hvor Nikolai Thomsen er forsvarende verdensmester.  I samme løb stiller Danmark med de nyslåede europamestre, Noah Pedersen og Silas Runholm fra Silkeborg.

VM maraton – fredagens program

VM maraton – fredagens program   02.30 DU18 K2 Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano og Kajak Club/Kristine Rohde, Silkeborg Kajakklub 02:33 HU18 C2 Kristoffer Ravn Neve/William Anker Scales, Nybro-Furå Kano og Kajakklub 06:45 HU18 K2 Noah Pedersen/Silas Runholm, Silkeborg Kajakklub Philip Knudsen, Lyngby Kanoklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 08:45 HU23 K1 Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub   Livestream: https://www.youtube.com/watch?v=alNxIilX2pI Resultater: http://shaoxing2019.spotfokus.com/

VM maraton: Nicolai Winther nummer 15

VM maraton: Nicolai Winther nummer 15 Short Race-finalen i enerkajak for herresenior lukkede torsdagens konkurrencer ned ved VM maraton i Kina. I finalen var Danmark repræsenteret af Silkeborg Kajakklubs Nicolai Winther. Silkeborg-roeren var med helt fremme i starten af finalen, men placerede sig siden nede i feltet og sluttede nummer 15 blandt de 20 deltagere. Verdensmester blev Cyrille Carre fra Frankrig foran landsmanden Jeremy Candy og med argentinske Franco Balboa på tredjepladsen.

VM maraton: Ottendeplads til Emilie Rosenkilde

VM maraton: Ottendeplads til Emilie Rosenkilde   Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub fulgte flot op på sjettepladsen fra indledende heat, da hun i finalen i Short Race i enerkajak for damesenior kom i mål på ottendepladsen torsdag eftermiddag, lokal tid, ved VM maraton i Kina. Finalen blev hurtigt et udskilningsløb blandt de 20 deltagere. Danskeren kom med i en gruppe efter de førende, hvor fire roere skilte sig ud i kampen om medaljerne. Verdensmester blev Vanda Kiszli fra Ungarn. Sølvet tog Kristina Bedec fra Serbien, mens Eva Barrios fra Spanien fik bronze.