Tour de Gudenaa: Anne-Sofie fra Silkeborg tog tredje sejr på stribe

Tour de Gudenaa: Anne-Sofie fra Silkeborg tog tredje sejr på stribe Lørdagens Tour de Gudenaa fra Silkeborg til Randers blev domineret af eliteroerne fra Silkeborg Kajakklub. Efter 70 kilometer på åen vandt Anne-Sofie Winther sin tredje sejr på stribe, mens klubkammeraten Nicolai Grønbjerg Winther tog sin første. – Det var bare fedt at lave hattrick, smilede Anne-Sofie Winther efter løbet. – Jeg havde et håb om at forsvare mit mesterskab, og det lykkedes, for jeg fik et rigtig godt løb, fortsatte hun og meldte sig efterfølgende klar til at gå efter sit fjerde mesterskab i 2020. – Jeg kan godt lide at ro den her slags løb og gerne i enerkajak, hvor jeg kun har mig selv at tage hensyn til. Nicolai Grønbjerg Winther overtog mesterskabet fra klubkammeraten Casper Pretzmann, der efter tre sejre i træk i enerkajak, tog årets mesterskab i toerkajak sammen med Søren Maretti, ligeledes fra Silkeborg Kajakklub. – Det var første gang, jeg stillede op over 70 kilometer enerkajak, så derfor var det dejligt at vinde. I år passede det ind i min kalender, og bliver jeg ikke forhindret af internationale maratonløb næste år, kunne jeg da godt tænke mig at ro Tour de Gudenaa igen næste år og forsvare min titel, sagde Nicolai Grønbjerg Winther, der er landsholdsroer i maraton og håber at repræsentere Danmark til VM i oktober i Kina. Casper Pretzmann annoncerede allerede sidste år et skifte til toerkajakken i Tour de Gudenaa. – Det var hårdt på Tange Sø, hvor der var sidevind hele vejen, men bortset fra det, gik løbet godt for os, sagde han. Damernes mesterskab i toerkajak blev vundet af Christine Callesen fra Aalborg Kajakklub og Amanda Bundgård fra Kajakklubben Skjold.     Foto 1 og 2: Anne-Sofie Winter tog sin tredje titel i træk. Foto 3: Tre mestre fra Silkeborg. Søren Maretti, Nicolai Grønbjerg Winther og Casper Pretzmann.

Udtagelse til READY STEADY TOKYO

Udtagelse til READY STEADY TOKYO Følgende er udtaget til READY STEADY TOKYO, der er ICF test event forud for den Olympiske Lege i Tokyo 2020 den 12 – 15 SEP 2019: Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub –  K1 200, K1 500 og K2 500 Line Langelund, Silkeborg Kajakklub – K2 500 Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club – K1 200 og K2 500 Pernille Brandstrup Knudsen, Maribo Kajakklub – K1 500 og K2 500 Afrejse Kastrup: 7 SEP Hjemkomst Kastrup: 16 SEP Udover atleterne deltager Zoltan Bako og Lars Robl.

Nu er havkajak godkendt som idrætsaktivitet i Danmark

Danmarks Idrætsforbund har netop godkendt havkajak som en idrætsaktivitet. Det er forholdsvist sjældent, at DIF godkender nye aktiviteter. Det er en længere proces, hvor DIF  vurderer følgende tre kriterier: Aktiviteten må ikke ligne andre aktiviteter, der er godkendt af DIF Aktiviteten skal have minimum 1.000 medlemmer, der er fordelt på minimum 10 klubber Der skal være etableret uddannelse i aktiviteten. Dansk Kano og Kajak Forbund har arbejdet struktureret med aktiviteten HAVKAJAK de seneste 17 år og afholdt DM i Havkajak teknik og rul siden 2008. Anerkendelsen betyder, at  DIF fra 2020 vil understøtte aktiviteten økonomisk. Beløbets størrelse afgøres fra år til år, men vil formentlig ligge på et niveau omkring 100.000 kr. Det er DKFs bestyrelse, der under den samlede budgetlægning, hvor blandt andet Årsmødet høres, beslutter, hvad pengene skal bruges til.

EM kajakpolo: Herreholdet bankede svenskerne med 1-0 og tog niendepladsen

EM kajakpolo: Herreholdet bankede svenskerne med 1-0 og tog niendepladsen   Efter nederlagene i indledende gruppespil til Polen og Italien var niendepladsen den bedst opnåelige placering for herreholdet ved EM i kajakpolo i Portugal. Og netop niendepladsen fightede danskerne sig til i en tæt placeringskamp søndag mod naboerne fra Sverige.  1-0 lød sejren på. Sejrsmålet sat ind efter blot to minutters spil af Kajakklubben Neptuns Emil Jensen. Forinden havde danskerne kvalificeret sig til kampen om niendepladsen ved at slå Portugal med klare 5-1. For damerne bød søndagen på et nederlag på 0-4 til Spanien og dermed en niendeplads samlet, mens U21-herrerne sluttede mesterskaberne af lørdag med en 12.-plads. Tyskland vandt EM-guldet for herrer og U21-herrer, mens England tog titlen hos damerne.