Sportschef Lars Robl: Selvfølgelig er vi skuffede

Selvfølgelig er vi skuffede, for det skal vi være. Men nu er finalerne roet med det facit, de fik, så nu skifter vi fokus og forbereder os til World Cup, både for dem, der var med til den europæiske kvalifikation men også det øvrige landshold, som er stødt til i Szeged. Det sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl ovenpå torsdagens finaleafsnit, hvor der var OL-billeter på spil. Her lykkedes det ikke for hverken René Holten Poulsen samt toerkajakken med Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen at følge op på sejre fra indledende heats med tilsvarende præstationer i finalerne. Begge både sluttede på en femteplads. Til gengæld imponerede damernes toerkajak med Sara Corfixen Milthers og Caroline Emilie Faurschou med en fjerdeplads. Det uprøvede par i international sammenhæng kom til finalen via semifinalen. Drengene gjorde, hvad de kunne, men der blev bare roet stærkt i finalerne, så det kan de tage med sig videre til de kommende tre dages World Cup. Nu har de gode løb i kroppen, før mødet med resten af den internationale elite. For René handler det om at skifte fokus til den globale kvalifikation i Rusland om en uge, hvor det sidste sæde i enerkajakken uddeles, mens Simon og Morten nu skal kigge fremad mod VM i København til september og få yderligere international erfaring og rutine gennem World Cup her i Szeged og det kommende EM i Polen i starten af juni. Med det, de viste i dag, viste de også det potentiale, de sammen kan forløse på den længere bane, så formår de at holde sammen, er jeg sikker på, at vi i dem har et godt bud på en toerkajak til OL i Paris i 2024. Det samme kan jeg også sige om pigerne. De roede en fremragende finale, så begge fik vist og bevist, at de er mandskabsroere med høj klasse og stort udviklingspotentiale frem mod legene i Frankrig. For dem handler det nu om at få masser af international erfaring og rutine inden OL-kvalifikationen ved VM i 2023, sagde Lars Robl. World Cup i Szeged finder sted fra fredag til søndag. Program og resultater: Szeged2021.com

Szeged: Ingen OL-billetter til Danmark

Torsdag aften havde Danmark to muligheder i toerkajakkerne for at sikre sig yderligere pladser til OL i Tokyo, men hverken Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen samt Sara Corfixsen Milthers og Caroline Emilie Faurschou formåede at blande sig helt fremme ved den europæiske kvalifikation i ungarske Szeged. Kun vinderen af finalerne, for herrerne over 1.000 meter og damerne over 500 meter, udløste billet til de olympiske lege, og hos herrerne gik den til Ungarn, mens Tyskland tog billetten hos damerne. Ungarn dominerede herrernes løb fra start til slut, og kun i den første fjerdedel af løbet var danskerne med fremme og snuse til drømmen om olympiske debut. Herfra måtte danskerne slippe og se flere konkurrenter ro fra dem. Facit blev en femteplads. Hos damerne var forventningerne på forhånd beskedne til danskerne, men de roede deres chance, og efter en lidt tung start fik de for alvor fart i båden på de sidste 200 meter og sluttede på en fornem fjerdeplads. Tidligere på dagen var René Holten Poulsen i finalen over 1.000 meter enerkajak og sluttede på en femteplads. Dermed blev der ingen OL-billetter til Danmark i Szeged. Den sidste mulighed for en OL-billet til Danmark gennem kvalifikation, får René Holten Poulsen om en uge i Rusland.

Kvalifikation glippede i Szeged: René Holten må en tur til Rusland

Han havde håbet at spare turen til Rusland og den sidste mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo, men torsdag formiddag blev René Holten Poulsen nødt til at ændre rejseplaner, da han kom i mål på en skuffende femteplads i finalen i 1.000 meter enerkajak ved den europæiske kvalifikation i ungarske Szeged. Danskeren fik aldrig fat i finalen efter en dårlig start, men håbet levede midtvejs, hvor han fik roet sig op på den adgangsgivende andenplads efter belgiske Artuur Peters, der førte fra start til målstreg og en sikker OL-plads. Men andenpladsen holdt kun frem til de sidste 200 meter, hvor René Holten Poulsen måtte give fortabt og se til, at franske Guillaume Burger tog den anden OL-billet. Norske Lars Magne Ullvang kom i mål på tredjepladsen. Den globale kvalifikation om det sidste sæde i Tokyo, finder sted fra 20.-21. maj i russiske Barnaul.