Torsdag aften havde Danmark to muligheder i toerkajakkerne for at sikre sig yderligere pladser til OL i Tokyo, men hverken Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen samt Sara Corfixsen Milthers og Caroline Emilie Faurschou formåede at blande sig helt fremme ved den europæiske kvalifikation i ungarske Szeged.
Kun vinderen af finalerne, for herrerne over 1.000 meter og damerne over 500 meter, udløste billet til de olympiske lege, og hos herrerne gik den til Ungarn, mens Tyskland tog billetten hos damerne.
Ungarn dominerede herrernes løb fra start til slut, og kun i den første fjerdedel af løbet var danskerne med fremme og snuse til drømmen om olympiske debut. Herfra måtte danskerne slippe og se flere konkurrenter ro fra dem. Facit blev en femteplads.
Hos damerne var forventningerne på forhånd beskedne til danskerne, men de roede deres chance, og efter en lidt tung start fik de for alvor fart i båden på de sidste 200 meter og sluttede på en fornem fjerdeplads.
Tidligere på dagen var René Holten Poulsen i finalen over 1.000 meter enerkajak og sluttede på en femteplads. Dermed blev der ingen OL-billetter til Danmark i Szeged.
Den sidste mulighed for en OL-billet til Danmark gennem kvalifikation, får René Holten Poulsen om en uge i Rusland.