- Selvfølgelig er vi skuffede, for det skal vi være. Men nu er finalerne roet med det facit, de fik, så nu skifter vi fokus og forbereder os til World Cup, både for dem, der var med til den europæiske kvalifikation men også det øvrige landshold, som er stødt til i Szeged.
Det sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl ovenpå torsdagens finaleafsnit, hvor der var OL-billeter på spil. Her lykkedes det ikke for hverken René Holten Poulsen samt toerkajakken med Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen at følge op på sejre fra indledende heats med tilsvarende præstationer i finalerne. Begge både sluttede på en femteplads. Til gengæld imponerede damernes toerkajak med Sara Corfixen Milthers og Caroline Emilie Faurschou med en fjerdeplads. Det uprøvede par i international sammenhæng kom til finalen via semifinalen.
- Drengene gjorde, hvad de kunne, men der blev bare roet stærkt i finalerne, så det kan de tage med sig videre til de kommende tre dages World Cup. Nu har de gode løb i kroppen, før mødet med resten af den internationale elite. For René handler det om at skifte fokus til den globale kvalifikation i Rusland om en uge, hvor det sidste sæde i enerkajakken uddeles, mens Simon og Morten nu skal kigge fremad mod VM i København til september og få yderligere international erfaring og rutine gennem World Cup her i Szeged og det kommende EM i Polen i starten af juni. Med det, de viste i dag, viste de også det potentiale, de sammen kan forløse på den længere bane, så formår de at holde sammen, er jeg sikker på, at vi i dem har et godt bud på en toerkajak til OL i Paris i 2024. Det samme kan jeg også sige om pigerne. De roede en fremragende finale, så begge fik vist og bevist, at de er mandskabsroere med høj klasse og stort udviklingspotentiale frem mod legene i Frankrig. For dem handler det nu om at få masser af international erfaring og rutine inden OL-kvalifikationen ved VM i 2023, sagde Lars Robl.
World Cup i Szeged finder sted fra fredag til søndag.