Sæsonens første World Cup er afviklet, og de danske kajak- og kanoroere har leveret en weekend med både store og gode præstationer og resultater, som hverken atleterne eller DKF kan være tilfredse med. I et felt, hvor stort set alle de bedste nationer var på plads – og hvor hvert eneste løb tæller med på vejen mod OL i Los Angeles 2028 – fik vi bekræftet, at vi har atleter, der hører til i den internationale top, samtidig med at vi klart skal samle op på både og atleter, der præsterede udenfor det forventede område. Det er tydeligt for alle. Samlet set skal det omsættes til endnu bedre præstationer i Brandenburg, der starter på torsdag.
Mads Brandt Pedersen tager sølv på K1 5000 meter
Weekendens absolutte højdepunkt blev leveret af Mads Brandt Pedersen, der i søndagens A-finale på K1 5000 meter sikrede sig sølvmedaljen i tiden 21:57.45. Kun Fernando Pimenta (POR) var foran. På 3. pladsen kom Hamish Lovemore (RSA). Det er en stærk åbning på den toårige OL-kvalifikationsperiode, hvor Mads bekræfter sin position i den absolutte verdenstop på langdistancen.
Valdemar Jørgensen 4. plads på K1 5000 meter
Sølvet stod ikke alene. Valdemar Jørgensen leverede en super sej og fokuseret indsats i samme A-finale og sluttede på en flot 4. plads i tiden 22:14.43 – kun cirka 2 sekunder fra bronzemedaljen. Det er en placering, der viser stor bredde på de lange distancer, og den taler ind i et stærkt fælles momentum for disciplinen, hvor blandt andre OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) måtte nøjes med 8. pladsen, mere end et minut bagud.
Thorbjørn Rask – 5. plads på K1 1000 meter med tiden 3:24
Thorbjørn Rask kæmpede sig hele vejen ind i A-finalen på K1 Herre 1000 meter og sluttede på en 5. plads i tiden 3:24.21 – et stærkt resultat på en distance, hvor feltet i år var blandt det tungeste, vi har set længe, og en tid, der er omkring 4 sekunder hurtigere end det, han tidligere har præsteret. Thorbjørn var i finalen oppe imod blandt andre Fernando Pimenta (POR), Balint Kopasz (HUN), OL-bronzevinder fra Paris 2024 og olympisk mester fra Tokyo 2020, og Thomas Green (AUS). Bemærkelsesværdigt var det, at både OL-guldvinder Josef Dostal (CZE) og OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) ikke nåede A-finalen på distancen.
Thorbjørn Rask følger op med 6. plads på K1 500 meter
Thorbjørn fortsatte den stærke weekend med endnu en A-finale på K1 Herre 500 meter, hvor han sluttede på 6. pladsen. Også her var feltet stærkt: Jean Van der Westhuyzen (AUS) vandt i 1:35.81, foran Adam Varga (HUN) og Josef Dostal (CZE). To A-finaler og to top-6 placeringer på to forskellige distancer i samme World Cup er et solidt afsæt at bygge sæsonen videre på – og Thorbjørn er sulten.
K4 Herre 500 meter – 7. plads i A-finalen
Den danske K4 Herre med Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein kvalificerede sig sikkert til A-finalen via heat og semifinale og sluttede der på en 7. plads i tiden 1:20.56. Båden var oppe imod et felt af absolut topkvalitet: vinderne fra Ungarn (Nadas/Fodor/Kurucz/Totka) i 1:18.45, Australien (1:18.77), Litauen (1:19.00), regerende verdensmestre Portugal (1:19.02) og OL-vinder Tyskland med Tom Liebscher-Lucz tilbage i båden (1:19.05). Det var vigtigt at være med i finalen og levere tre konsekutive løb ved første World Cup, hvor der fortsat er elementer, der kan forbedres – og et resultat, som herrerne kan bygge videre på frem mod næste weekend, og resten af sæsonen.
K2 Herre 500 meter – en dramatisk dag med to danske både i B-finalen
På K2 Herre 500 meter havde vi to danske både i ilden: Simon Schuldt Hein og Morten Graversen samt Jonathan Thorbjørn Dagnæs-Hansen og Valdemar Jørgensen. Efter semifinalerne lå tiderne sådan, at Simon og Morten lå til en plads i B-finalen, mens Jonathan og Valdemar skulle ro C-finalen.
Men dagen tog en uventet drejning. Den ungarske K2 (Totka/Nadas), der er kendt for at gå til grænsen og minimere bådens vægt, blev efter løbet vejet og fundet for let. Drengene havde regnet skarpt – men ikke skarpt nok – og båden lå under ICFs godkendte minimumsvægt på 18 kg. Den ungarske båd blev derfor diskvalificeret. Det betød, at en båd fra B-finalen rykkede op i A-finalen, og at Jonathan og Valdemar dermed rykkede fra C- til B-finalen.
ICF havde lagt et meget stramt program med under én time mellem semifinalerne og C- og B-finalerne, og en diskvalifikation tager tid at få afviklet officielt. Valdemar og Jonathan gik derfor på vandet i den tro, at de skulle ro C-finalen. De var igennem bådkontrollen, da staben pludselig opdagede, at de ikke længere lå på bane 6 i C-finalen, men på bane 7 i B-finalen. På bredden i Szeged blev bådnummeret hurtigt skiftet ud, og herrerne fik besked om, at de nu skulle ro B-finalen i stedet for C-finalen.
Begge danske både leverede gode præstationer.. Simon og Morten blev nr. 5 i B-finalen i tiden 1:29.31 (samlet 14. plads), og Jonathan og Valdemar blev nr. 8 i B-finalen i 1:29.90 (samlet 17. plads). Det bliver meget spændende at følge dem næste weekend i Brandenburg, hvor de igen er i ilden sammen med de øvrige danske både – og hvor Jeppe Kristensen støder til truppen på K1 200 meter.
Kano-roerne – stærkt forsøg på den lange distance
På C1 Herre 5000 meter sluttede William Scales på en 12. plads, og Arthur Scales kom ind som nr. 20 i et stort felt, hvor Jaime Duro (ESP). Arthur stillede desuden op i C1 Herre 1000 meter (heat) og C1 Herre 500 meter (Final C), mens Kristoffer Ravn Neve var i ilden på C1 Herre 200 meter (semifinale) og sammen med William i C2 Herre 500 meter (heat). Det er et stærkt og bredt internationalt felt på kano-disciplinerne, og turen til Szeged giver vores tre kanoroere værdifuld erfaring at bygge videre på – som viser der
Kvindesiden – et klart fokusområde frem mod Brandenburg
Frederikke Hauge Mørcke gik ind til K1 Dame 200 meter Final A med forventningen om at blande sig i topstriden, da hun havde leveret den hurtigste tid i semifinalen. Desværre foldede løbet sig ikke ud til Frederikkes fordel, og hun endte på en delt 6. plads i tiden 39.73 – i en photofinish på hundrededele med Kinas Yin Mengdie. Sara Ouzande (ESP) vandt i 39.01. Mens Katrine Hladka Jensen blev nr. 3 i Final B på K1 Dame 200 m (40.98, samlet 12. plads
På K1 Dame 5000 meter blev Pernille Kuijers Hostrup nr. 12 i A-finalen i tiden 26:43.65, men ville gerne have været med i top 10.
Samlet set var weekendens resultater på kvindesiden ikke på det niveau, vi havde ønsket og forventet. K4 Dame 500 meter med Pernille Brandstrup Knudsen, Sara Corfixsen Milthers, Katrine Hladka Jensen og Bolette Nyvang Iversen nåede ikke videre fra semifinalen. I K2 Dame 500 meter sluttede Frederikke Hauge Mørcke og Sara Corfixsen Milthers i Final C.
Det er resultater, som vi ikke er tilfredse med, og som vi tager med os som klart fokus i den kommende uges arbejde frem mod World Cup i Brandenburg allerede næste weekend.
Komplet dansk resultatoversigt – Szeged 2026
A-finaler
-
K1 Herre 5000 m: Mads Brandt Pedersen – 2. plads (sølv) – 21:57.45
-
K1 Herre 5000 m: Valdemar Jørgensen – 4. plads – 22:14.43
-
K1 Herre 1000 m: Thorbjørn Rask – 5. plads – 3:24.21
-
K1 Herre 500 m: Thorbjørn Rask – 6. plads – 1:39.03
-
K1 Dame 200 m: Frederikke Hauge Mørcke – 6. plads – 39.73
-
K4 Herre 500 m: Bock / Gairy Aasmul / Graversen / Schuldt Hein – 7. plads – 1:20.56
-
C1 Herre 5000 m: William Anker Scales – 12. plads – 27:56.08
-
K1 Dame 5000 m: Pernille Kuijers Hostrup – 12. plads – 26:43.65
-
C1 Herre 5000 m: Arthur Scales – 20. plads – 28:42.40
B-finaler
-
K1 Dame 200 m: Katrine Hladka Jensen – 3. i Final B (samlet 12.) – 40.98
-
K2 Herre 500 m: Schuldt Hein / Graversen – 5. i Final B (samlet 14.) – 1:29.31
-
K2 Herre 500 m: Dagnæs-Hansen / Jørgensen – 8. i Final B (samlet 17.) – 1:29.90
C-finaler
-
K1 Herre 500 m: Gustav Bock – 4. i Final C (samlet 22.) – 1:39.12
-
C1 Herre 500 m: Arthur Scales – Final C
-
K2 Dame 500 m: Mørcke / Corfixsen Milthers – 9. i Final C (samlet 27.) – 1:56.42
Ude i semifinaler / heats
-
K4 Dame 500 m: Brandstrup Knudsen / Corfixsen Milthers / Hladka Jensen / Nyvang Iversen – semifinale
-
K1 Herre 1000 m: Rasmus Brandstrup Knudsen – semifinale
-
C1 Herre 200 m: Kristoffer Ravn Neve – semifinale
-
C1 Herre 1000 m: Arthur Scales – heat
-
C2 Herre 500 m: Ravn Neve / Anker Scales – heat
Næste stop: Brandenburg
Truppen rejser nu videre mod næste weekends World Cup i Brandenburg, hvor vi tager både højdepunkter og læring med os fra Szeged. Tak til atleter, trænere og hele staben for indsatsen – og held og lykke videre.
Alle officielle resultater kan findes på results.szeged2026.com.
Med venlig hilsen
Torben Koue Sportschef, Dansk Kano og Kajak Forbund








