Bestyrelsen holdt den 20. august møde i Brøndby. Referatet er nu tilgængeligt, og her er de vigtigste punkter.
Budgetproces 2027 er skudt i gang
Bestyrelsen vedtog processen for budget 2027. Frem til 14. september samler områdeansvarlige og medarbejdere ønsker og input i budgetarket, hvorefter bestyrelsen prioriterer på mødet 24. september. Budgettet kommer i høring på årsmødet i november og vedtages endeligt 9. december. Nyt i 2027 er VM Maraton i Silkeborg, som løfter forbundets samlede omsætning fra ca. 21 til ca. 28,5 mio. kr. — værtskabet balancerer dog i sig selv, så nettoeffekten på resultatet er nul.
Årsmøde 2026 bliver mere dynamisk
Lørdagen på årsmødet 21.-22. november får et nyt format med stande, korte oplæg og workshops med forskudte starttider, så deltagerne frit kan bevæge sig mellem tilbuddene. Søndagen er som altid generalforsamling. Der stilles ingen lovforslag i år. Konkurrenceformater for børn og unge tages op som workshop på mødet.
Havkajak instruktør-normen afventer dialog
Efter en henvendelse fra en gruppe instruktører ønsker bestyrelsen dialog, inden den reviderede norm besluttes. Der indkaldes til et online møde, og beslutningen genoptages derefter.
Øvrige beslutninger
Bestyrelsesløftet og bestyrelsens værdier færdigbehandles 24. september. DKF bakker op om tanken om et sportskollegium i den tidligere kostskolebygning ved Bagsværd. Processen for aktivitetskalender 2027 er sat i gang med deadline for klubbernes input 30. september.
Økonomien følger planen med tilfredsstillende likviditet syv måneder inde i året.
Det fulde referat kan læses her:








