Nordiske ungdomsmesterskaber: Guldregn over Danmark
Fredagens stormvejr blev afløst af guldregn, da de unge danske kajaktalenter lørdag tog hul på de nordiske ungdomsmesterskaber i Kristiansand.
Trods en udmarvende rejse bag sig og ankomst ved midnatstid på grund af stormvejrets færgeaflysning og dermed en lang køretur over Sverige i stedet, så var danskerne friske fra morgenstunden og ekstra opsatte på at få Dannebrog til at blafre i den norske vind.
30 af de 58 løb stod på programmet lørdag, og det blev til imponerende 26 guld, 20 sølv og 11 bronze til danskerne i de tre årgange, U16, U18 og U21.
De fire gange, danskerne ikke stod øverst på podiet, gik mesterskaberne til værtsnationen.
Mens danskerne, som forventet af Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef Finn Pape, var altdominerende i de to yngste årgange, så bidrog U21-roerne på flot vis til det imponerende resultat på førstedagen.
- Resultatet på førstedagen var over min forventning, men alle gjorde det rigtig godt, og så var det positivt, at U21-årgangen bidrog med sin del af mesterskaberne, siger Finn Pape.
Mesterskaberne slutter i morgen med de sidste 28 løb.
Fotos: Rolf Martin Sørensen
Løb og resultater: https://racemanager.no/no/resultater/stevne/195434/