Oprejsning for Emilie Rosenkilde
Efter den gigantiske skuffelse tidligere på dagen, hvor hun blev roet i sænk i U23-løbet, fik Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub en fortjent oprejsning i det afsluttende Short Race ved EM maraton i Ponte de Lima, Portugal.
Danskeren kom i mål på fjerdepladsen i et løb, hvor uheldet igen så ud til at forfølge hende. Allerede på første overbæring måtte hun slippe taget i de førende for at tømme vand ud af kajakken, men hun kæmpede sig uimodståelig tilbage og var til de sidste meter med i kampen om bronzemedaljen.
Guldet tog ungareren Noemi Horvath, der tidligere på dagen vandt mesterskabet for U23, sig af foran landsmanden Vanda Kiszli, sidste års europa- og verdensmester for U23.
I kampen om tredjepladsen lå Emilie Rosenkilde side om side med italienske Stefania Cicali, og først på de sidste meter måtte danskeren se italieneren tage bronzen.
Fjerdepladsen var dog en kærkommen opmuntring for den uheldige dansker.