Fabelagtig fight af Anne og Frederikke
Det var maraton, når det er bedst, da juniordamerne fredag formiddag tog hul på andendagen af EM i portugisiske Ponte De Lima med konkurrencen i toerkajakkerne.
Og Danmarks Anne Hauge Sørensen fra Køge Kajakklub og Frederikke Maretti fra Silkeborg Kajakklub var med til at gøre løbet til en stor oplevelse med en fabelagtig fight, der i sidste ende resulterede i en flot, flot sjetteplads.
Som i tidligere løb under dette EM var de to ungarske både toneangivende fra start og etablerede sig hurtigt i en frontgruppe med den engelske duo. Danskerne kom i stedet med i anden gruppe sammen med Belgien og Italien, og over næsten samtlige 19 kilometer, fem omgange og fire overbæringer, kæmpede forfølgerne for at nå op til medaljekampen. Det var næsten ved at lykkes, men til slut slap kræfterne op.
Vinder og suveræn europamester blev Zsofia Korsos og Viktoria Nagy foran den anden ungarske besætning med gårsdagens europamester i enerkajak, Dorina Fekete og Tanka Emese. Engelske Emma Russell og Freya Peters tog bronzen.