U-EM kajak Beograd: Guld og to bronze til Danmark
Lørdagens finaleafsnit ved U-EM i kajak i serbiske Beograd kastede hele tre medaljer af sig til Danmark i de seks finaler over 1.000 meter, som de danske juniorroere og U23 deltog i.
De tre medaljer blev en af guld og to af bronze.
Guldet tog juniorroeren Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub sig af, da han gevandt sit mesterskab fra sidste år, mens bronzen gik til U23-roeren Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub og til junior-toerkajakken med Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Holte Roklub.
I Bulgarien sidste år blev det til to medaljer, en af guld og en af bronze, så med tre medaljer hjemme allerede nu og med mulighed for flere søndag, hvor der venter mindst fem EM-finaler over 500 meter, var det en glad og tilfreds talentchef og U-landstræner hos Dansk Kano og Kajak Forbund, Finn Pape, der gjorde halvvejs status.
– Vi havde på forhånd håbet på to-tre medaljer ved dette EM, så allerede nu har mesterskaberne og roerne levet op til vores forventninger, sagde han.
Finn Pape var især imponeret over Rasmus Knudsens indsats i enerkajakken.
– Som sidste år i Bulgarien roede Rasmus frisk til fra start og holdt et højt tempo. Det tempo kunne de andre kun følge til midt i løbet, så på de sidste 500 meter sled Rasmus de andre op og vandt en overbevisende sejr. Det var virkelig en flot præstation.
Bolette Nyvang imponerede også Finn Pape, da hun med en uimodståelig slutspurt på de sidste meter vekslede en fjerdeplads til bronze foran tyske Hergert Julia, og bronzen til toerkajakken kom i hus efter en præstation, hvor Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen roede op til deres bedste.
I de tre andre EM-finaler blev det til en femteplads for debutanterne i junior-toerkajakken med Frederikke Hauge Matthisen fra Lyngby Kanoklub og Nanna Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub, en syvendeplads for juniorroeren Helene Fabrin-Brasted fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og en niendeplads for Nicolai Mørcke fra Lyngby Kanoklub.
– I de tre finaler roede alle op til deres bedste, men desværre for Nicolai Mørcke roede han ind i noget søgræs efter 700-800 meter og mistede tempo. På det sted i løbet lå han ellers godt med midt i feltet. For pigernes vedkommende var Helenes præstation efter vores forventninger, mens Frederikke og Nanna var steppet op i forhold til indledende heat og semifinale. De er stadig uerfarne, men løbene giver dem god erfaring, som de kan tage med sig videre, sagde Finn Pape.