Kæmpe maraton-triumf for Danmark: Guld og sølv til Nikolai Thomsen og Philip Knudsen
Efter et fremragende løb, som de to danskere kontrollerede fra første meter og til finalen godt 22 kilometer senere, sørgede Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club og Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub for både guld og sølv til Danmark i herrejuniorernes enerkajak ved VM maraton i Kina torsdag eftermiddag, lokal tid.
Allerede tidligt i løbet splittede de to danskere det 35 mand store felt til en frontgruppe på fire med den regerende europamester Vince Petro fra Ungarn og sydafrikanske Ulvard Hart. Flere gange forsøgte danskerne at sætte de to øvrige, men det lykkedes først på den sidste overbæring af fem inden den korte finalerunde frem mod målstregen.
Her kom Nikolai Thomsen først over med Philip Knudsen lige efter, og herfra så de to danskere sig ikke tilbage og kunne jublende ro i mål til guld og sølv. Vince Petro tog bronzen, samme placering som han fik ved VM sidste år.
Med VM-guldet forsvarede Nikolai Thomsen det mesterskab, Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub vandt sidste år samtidig med, at han sammen med Philip Knudsen skrev et nyt og stort kapitel til dansk maratonkajaks historie med dobbelt-triumfen.
I morgen får Nikolai Thomsen mulighed for at doble op og skrive mere historie, når han skal forsvare sit verdensmesterskab i toerkajak. Sidste år vandt han det sammen med Thorbjørn Rask, i morgen ror han sammen med Philip Knudsen, der i øvrigt debuterede i VM-sammenhæng med den imponerende sølvmedalje.