Lørdag den 9. februar var landets dygtigste U16 kajakpolo spillere samlet til test og træning i Kildeskovhallen.
Formålet var at se spillerne an og udtage de 8 spillere, der skal udgøre dette års U16-landshold. Holdet skal deltage i et stævne i Essen og ved Junior International Championship i Belfast.
Med vores indgående kendskab til spillerne fra sidste sæson havde vi store forventninger til spillernes tekniske kunnen og præstation. I første af 3 træningspas skuffede flere af spillerne imidlertid. Helt basal boldomgang og præcise aflevering var en udfordring for de fleste. Vi forestiller os, at nervøsitet ved spillerne var en medvirkende årsag. Boldomgangen blev i hvert fald markant bedre senere på dagen.
Et par krævende øvelser i forhold til kajakhåndtering, udholdenhed og fighteregenskaber viste, at de fleste drenge er i fornuft fysisk form sæsontidspunktet taget i betragtning. Formen skal dog trænes målrettet frem mod stævnet i Essen, hvilket drengene har 11 uger til.
Ved de to efterfølgende træningspas havde vi mere fokus på selve spillet. Det var en fornøjelse at se, hvordan drenge igen fandt hinanden, og viste os noget af det fine spil vi så i sidste sæson.
Det gode humør og drengenes evne og vilje til at samarbejde var som sædvanlig i top. De er en fornøjelse at være sammen med og hjælpe på vej i den sport de holder så meget af.
Det var første gang, vi trænede i Kildeskovhallen. Det var særdeles vellykket og forløb fuldstændig uden problemer. Og ligeså overnatningen i Skovshoved Roklub. Tak.
Jon Beckman og Jørn Vest Hansen
Trænere for U16-landsholdet