Rekordmange kajakkvinder roede for brysterne
82 kajakkvinder i alle aldre og fra hele Jylland valgte Lyserød Lørdag at støtte op om brystkræftsagen i Randers, hvor Kano og Kajakklubben Gudenaa i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund for sjette gang afviklede Støt Brysterne kvindekajakløb på Gudenåen.
Det store deltagertal var ny rekord for løbet.
- Formålet med løbet og indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse handler om at hjælpe os alle sammen i kampen mod brystkræft. Derfor er vi meget glade for den store opbakning, som er 20 flere deltagere end sidste år, sagde tovholder Jeanett Nielsen.
Traditionen tro farvede kajakkvinderne Gudenåen lyserød med deres fantasifulde påklædninger og udsmykninger af kajakkerne, men bag de glade smil gemte sig også en portion alvor, for mange af deltagerne havde sygdommen tæt inde på livet.
Blandt dem Karin Helga Pedersen og Bente Lehman, som var kørt til Randers sammen med fem klubkammerater og to mandlige hjælpere fra Aalborg Kajakklub.
- Vi er kommet for at ro for et klubmedlem, som er blevet ramt af brystkræft. Hun er i behandling og kunne ikke selv deltage. Derfor valgte vi at køre til Randers for at ro for hende, men også for alle andre brystkræftramte, sagde Karin Helga Pedersen og Bente Lehman supplerede:
- Støt Brysterne løbet er en indsamling, hvor vi aktivt kan deltage sammen med andre kvinder og gøre en forskel. Samtidig glæder vi os til løbet og samværet med de andre piger.
Det gode formål i kombination med det sociale samvær ser Jeanett Nielsen også som en af årsagerne til rekorddeltagelsen.
- Løbet handler ikke om at være hurtigst eller komme først. Det handler om at hygge sig i hinandens selskab samtidig med, at man ror for et godt formål. Det kan kvinderne godt lide. Desuden er kvinderne gode til at netværke med hinanden og trække hinanden med.
Ud over løbet på Gudenåen, var kajakkvinder på vandet i Svendborg og Farum for at støtte brystkræftsagen.
Foto 1: Karin Helga Pedersen og Bente Lehman fra Aalborg Kajakklub roede for et kræftramt klubmedlem.
Foto 2: De mange deltagere farvede Gudenåen lyserød.
Foto 3: Tovholder Jeanett Nielsen var glad for den store opbakning.
Foto 4: Anya og Line fra Kano og Kajakklubben Gudenaas børnehold var blandt de yngste deltagere.