Silkeborg og Vejen må gnide sig i hænderne af glæde over det danske maratonlandsholds præstationer ved VM i Rumænien.
Det bliver nemlig et dansk maratonlandshold i den absolutte verdensklasse, Silkeborg kan præsentere på Silkeborg Langsø til EM næste år og Vejen på Jels Sø til VM året efter.
Hele seks medaljer blev det til i Rumænien, tre af guld, to af sølv og en af bronze, samme antal og af nøjagtig samme karat, som ved VM i Kina for to år siden.
Det placerede Danmark på en historisk flot og imponerende andenplads blandt samtlige medaljetagende lande, kun overgået af Ungarn.
Søndag rundede toerkajakkerne VM af, og her satte juniorbåden med Nikolaj Bryde fra Hellerup Kajakklub og Jeppe Maretti fra Silkeborg Kajakklub et flot punktum ved at ro den sjette medalje hjem til Danmark – en medalje af sølv.
Ungarn tog guldet, mens den anden danske båd i finalen med Valdemar Jørgensen fra Amager Ro- og Kajakklub og Carl Hinge fra Silkeborg Kajakklub blev otter.
Hos damesenior fulgte de to danske både hinanden over målstregen midt i finalefeltet.
Anne-Sofie Winther fra Silkeborg Kajakklub og Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club tog ottendepladsen, mens niendepladsen gik til Anne Hauge Sørensen og Mathilde Roed, begge fra Køge Kajakklub.
I herreseniorernes finale havde Danmark ligeledes to både med.
Bedst placeret blev Thorbjørn Rask og Nicolai Winther, begge Silkeborg Kajakklub, med en ottendeplads. Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub og Noah D. Pedersen fra Silkeborg Kajakklub udgik.
Hos både damer og herrer gevandt de regerende mestre VM-titlen, hos damerne Ungarn, hos herrerne Frankrig.
For yderligere oplysninger: Sportschef Lars Robl – M: 2349 1669
De danske medaljer ved VM i Rumænien:
Guld
Herresenior enerkajak – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub.
U23 damer enerkajak – Cathrine Rask, Silkeborg Kajakklub.
U23 herrer enerkajak – Nikolai Thomsen, Silkeborg Kajakklub.
Sølv
Herresenior short race enerkajak – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub.
Herrejunior toerkajak – Nikolaj Bryde, Hellerup Kajakklub og Jeppe Maretti, Silkeborg Kajakklub.
Bronze
Damejunior toerkajak – Sophie Blomgren-Hansen, 361 Kano og Kajakklub og Karoline Nielsen, Silkeborg Kajakklub.