World Cup Ungarn: Nedtælling til EM og VM
Når det danske sprintlandshold i kajak fra fredag til søndag deltager i årets første World Cup i Szeged i Ungarn, så bliver det med målrettet fokus på at toppræstere ved EM i Serbien i juni og VM i Portugal i august – på vejen frem mod OL i Tokyo i 2020.
Derfor lægger danskerne ekstra tyngde på fra start ved kun at deltage i primære løb.
– Vi vil gerne se, hvor roerne står i deres primære løb i forhold til deres internationale konkurrenter. Derfor har vi valgt at lægge tyngde på de løb fremfor at sprede os og tage sekundære løb med, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.
Det betyder, at René Holten Poulsen kun ror enerkajak i Szeged over 1.000 og 500 meter og ikke stiller op over 5.000 meter og heller ikke i toerkajak.
– Prioriteringen er sket i samråd med René, så må vi efter Szeged se, om der er basis for at ændre på den prioritering, siger Lars Robl.
Også Emma Aastrand Jørgensen skal holde fokus på 200 og 500 meter enerkajak, hvor hun sidste år også stillede op over 5.000 meter. For hende bliver der tale om den første konkurrence i år, da hun måtte stå over sæsonåbneren Copenhagen Spring Regatta i april.
– Emma led af træthed ovenpå vores træningslejr i Florida. Det viste sig, at hun havde jernmangel. Nu er der taget hånd om det, og hun glæder sig til at komme i konkurrence, siger Lars Robl.
Syv damer og fem herrer er udtaget til sprintlandsholdet, og blandt dem er der blevet plads til to lovende U23-roere på herresiden, Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen.
– Rasmus og Simon vil vi prøve af i toerkajak over den olympiske 1.000 meter, hvor de kommer i direkte kamp mod vores etablerede toerkajak med Casper Pretzmann og Morten Graversen. Så må vi se, hvem der er stærkest p.t. og skal med til EM, siger Lars Robl.
På damesiden overlader Julie Frølund Funch og Pernille Brandstrup Knudsen toerkajakken til Mette Gravesen og Katrine Græsbøll Christensen for i stedet at koncentrere sig fuldt ud om firerkajakken over den olympiske 500 meter sammen med Line Langelund Eriksen og Bolette Nyvang Iversen.
Sidstnævnte har – i forhold til sidste sæson – erstattet Mette Gravesen i OL-satsningsbåden.
– Under træningslejren og ved test har vi prøvet flere forskellige konstellationer af i vores firekajak, og den med Bolette i båden med de tre andre har fungeret bedst i øjeblikket. I stedet får Mette så muligheden i toerkajak sammen med Katrine, siger Lars Robl.
Efter Szeged stiller det danske sprintlandshold op til World Cup i Duisburg i Tyskland ugen efter 25.-27 maj, inden EM i Beograd i Serbien fra 8.-10. juni og VM i Montemor-o-Velho, Portugal, fra 22.-26. august.
Foto: Sportschef Lars Robl i samtale med René Holten Poulsen.
Sprintlandsholdet i Szeged
Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub, DK1
Katrine G. Christensen, Silkeborg Kajakklub, DK2
Mette M. Gravesen, Silkeborg Kajakklub, DK2
Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club, DK4
Pernille B. Knudsen, Maribo Kajakklub, DK4
Line Langelund Eriksen, Silkeborg Kajakklub, DK4
Bolette Nyvang Iversen, Hellerup Kajakklub, DK4
René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, HK1
Morten Graversen, Silkeborg Kajakklub, HK2
Casper Pretzmann, Silkeborg Kajakklub, HK2
Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub, HK2
Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, HK2
Danskernes program – fredag
Morgen – indledende heats
8.37 – DK1 500 – Emma Aastrand Jørgensen
10.42 – HK1 1000 – René Holten Poulsen
11.27 – DK2 500 – Katrine Græsbøll Christensen/Mette Gravesen
11.58 – HK2 1000 – Casper Pretzmann/Morten Graversen
12.12 – HK2 1000 – Rasmus Alsbæk/Simon Schuldt-Jensen
Eftermiddag
14.44> HK2 1000 – Semifinaler
16.00 HK2 1000 – B-finale
16.52 HK2 1000 – A-finale
18.18> DK2 500 – Semifinaler
19.00 HK1 500 – Indledende – René Holten Poulsen
Startliste og resultater: http://szegedcanoe2018.com/results
Live-stream: https://www.canoeicf.com