I weekenden den 9. og 10. august deltager det danske U16- U18-og U21 landshold i Nordiske Mesterskaber sprint 2025. Stævnet er et af de mest traditionsrige stævner på landsholdskalenderen, og er bl.a. kendetegnet ved, at dette stævne næsten altid er her man får sin internationale debut på et DKF landshold.
I år holdes U16- U18-og U21 NM i Jönköping i Sverige, og Danmark deltager med et rekord stort hold på 71 atleter. 21 af disse deltagere er udtaget til et DKF landshold for første gang,og er således debutanter på et DKF landshold. Så stort et antal er man nået op på bl.a. fordi der er udtaget 6 stk. danske kap-kano atleter. Et samarbejde mellem de svenske arrangører, Finland og Danmark medførte at det er lykkedes at oprette løb for Dame C1 over 4 distancer, og i en fælles aldersklasse, hvor der deltager både U16- U18- og U21.
Et rekord stort hold kræver også en rekord stor bådpark, og Danmark medbringer derfor 4 stk. K4, 15 stk. K2, 39 stk. K1 og 6 stk. C1 til de i alt 65 discipliner der skal afvikles. Alle disse 64 kanoer og kajakker transporteres til Jönköping på 3 stk. bådtrailere i et samarbejde mellem klubber, kraftcentre og DKF. Udover de 71 atleter stiller Danmark med en stab på 1 holdleder, 6 trænere og 2 chauffører.





