I Dansk Kano og Kajak Forbund er vi ovenud glade for at kunne præsentere vores nye medarbejder, Lærke Høyer, der startede på kontoret den 1. september. Lærke skal være med til at styrke vores indsats på børneområdet, og der er ingen tvivl om, at vi har landet en stor kapacitet til netop det arbejde.
Lærke har ikke blot en uddannelse som idrætspædagog og kandidat i Idræt og Sundhed. Hun har også specialiseret sig i motivation og idrætspædagogik. Og endeligt er hun specialist i – og hold nu lige fast – “didaktik og idrætsfællesskaber som den trivsels- og sundhedsfremmende arena for børn og unge” – bum!
Lærke kommer med en ordentlig bunke praktisk pædagogisk erfaring i arbejdet med børn og unge, og man fristes næsten til at sige, at hun naturligvis er børne- og ungdomstræner i Amager Ro- og Kajakklub.
Lærke skal supplere Rasmus Birkkjær Bertelsen i det daglige arbejde med børn og unge i kano- og kajaksporten. Som hun selv udtrykker det: “Jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer, i DKF, til at udbrede kano og kajak for flere børn og unge, samt at samarbejde med klubberne om at udvikle tiltag som fastholder vores børn og unge til at blive i klubberne”
Privat er Lærke Høyer tosset med vandsport, og hun har roet kajak så længe hun kan huske. Hun elsker at komme ud på vandet, uanset om der skal roes intervaller i silende regn, eller der skal hyggesnakkes med en veninde i en K2’er.
Vi glæder os til samarbejdet med Lærke.