René Holten fik oprejsning med VM-sølv
Efter det sorte uheld på den olympiske 1.000 meter, hvor han kiksede starten, fik René Holten Poulsen oprejsning ved at vinde sølv over 5.000 meter enerkajak, som lukkede VM i Montemor-o-Velho i Portugal søndag aften.
Danskeren sad med fremme under hele løbet og skilte sig ud i en frontgruppe på fire, som holdt hele vejen hjem. I gruppen var den nykårede verdensmester på 1.000-meteren, Fernando Pimenta, som lagde sig i front under hele løbet og valgte den lange spurt med 500 meter tilbage.
Her lykkedes det for René Holten Poulsen at hænge på til sølvet efter portugiseren, mens norske Eivind Vold tog bronzen.
Forinden var Emma Aastrand Jørgensen ude over samme distance. Hun dominerede løbet og lå i front sammen med hviderusseren Maryna Litvinchuk og britiske Lizzie Broughton på fem af de seks omgange, men i slutfasen slap kræfterne op for danskeren.
I stedet lod hun sig falde tilbage til forfølgergruppen og sluttede mesterskaberne af med en sjetteplads.