Ole Tikjøb var ikke selvskreven til at blive personificeringen af Dansk Kano og Kajak Forbund.

I ungdomsårene var det på badmintonbanen, han gjorde sig gældende. 

Efter eget udsagn på et flot niveau. 

Senere kom kajaksporten til. 

Først som udøver og senere som træner, leder, stævnearrangør og formand.

Ledergerningen førte Ole vidt omkring i sporten, og gennem årene blev der samlet mange minder. 

Et af de vigtigste minder må nok være fra tiden som træner og ven for Erik Hansen, den olympiske guldvinder i 1.000 meter enerkajak fra 1960 i Rom og kano- og kajaksportens hidtil eneste medlem af Sportens Hall of Fame.

Organisatorisk startede ledergerningen i Jyllandskredsen, hvor Ole besad mange poster, herunder sport (elite) formand og kredsformand. 

Det var dog ikke nogen nem start. 

Jyllandskredsens ledelse var oprindeligt forbeholdt ledere fra klubberne i Aarhus, så Ole måtte kæmpe for at være med.

Når man var bosat i Holstebro, var det desuden en tidskrævende opgave at deltage i møderne de første år. Det blev ikke mindre tidskrævende af, at møderne først kunne indledes, når de obligatoriske runder kortspil var overstået.

Ole var bosiddende i Holstebro i sine ungdomsår, og det var i Kajakklubben Pagaj, at han slog sine folder, trænede Erik Hansen og etablerede Holstebro Regattaen.

I 60’erne, hvor internationalt arbejde ikke var det letteste, var Ole styrmanden, der etablerede anerkendte internationale regattaer,  der trak de stærke lande bag Jerntæppet til Vandkraftsøen i Holstebro. 

Det var en anden tid, hvor kommunikation under stævner skete med hjælp fra militærets udlånte signalfolk.  Signalfolkene hjalp nøglepersoner med radiokommunikation. Priser blev forhandlet med vodka, som tolk. Det var her, Ole første gang fik anerkendelse for arrangør-håndværket. 

Det var også i Holstebro, at kajakinstruktøren Ole hjalp den unge Lissi i gang med sporten. Hendes træning med pagaj blev dog ikke så langvarig. Til gengæld kunne Ole og Lissi fejre guldbryllup i foråret 2020 under coronaens skygge. 

Lissis korte kajakkarriere førte siden også til datteren Lotte og sønnen Jacob og fem børnebørn.

Med Ole som far blev Lotte og Jacob født ind i sporten og til at være officials i Tour de Gudenaa-løbet, TdG, et maratonløb, som Ole sammen med en række gode folk i regi af Jyllandskredsen tog initiativ til og som i 1968 blev afviklet for første gang.

Løbet findes stadig som et dagsarrangement. TdG er også et af eksemplerne på Oles arrangør-talent på den nationale scene, hvor der også står arrangør af talløse DM’er i Kajakklubben Pagaj på CV’et. 

Internationalt var Ole flere gange involveret i mesterskaber og stod bl.a. ved roret sammen med Jørn Cronberg i 1993 ved et legendarisk VM Sprint på Bagsværd Sø. De seneste år blev det til World Cup Maraton 2007, 2009, 2012, VM Maraton 2013 og World Cup Sprint 2015. Frem til sin død var Ole engageret i forberedelsen af VM Sprint 2021, EM Maraton 2022 og VM Maraton 2023. 

Erhvervsmæssigt var Ole en “træmand” og var frem til sin pension i 2013 afdelingsleder i Nykøbing Mors’ største byggemarked og tømmerhandel. 

Pensionen blev naturligvis timet, så der var tid til at engagere sig fuldt ud i VM maraton 2013. 

Det var også i 2013, at Ole startede sin karriere på sociale medier. Tidligere Mabel-trommeslager og pr-mand, Christian Have, udfordrede Ole under eventmanager-uddannelsen:  “Vi er vel alle på Facebook”, sagde Have. 

Ugen efter var Ole på Facebook, og de seneste år har han flittigt opdateret sine mange følgere om sit arbejde og oplevelser i Dansk Kano og Kajak Forbund. 

Som nævnt besad Ole mange poster i DKF’s Jyllandskreds, ligesom han har haft flere poster i DKF’s bestyrelse.

I de tidlige år, var det en logistisk udfordring, når Ole var bosiddende i Holstebro. 

Nattog og natfærge spillede en rolle for at få det hele til at gå op. 

Mest berømmet er dog nok den feltseng og sovepose, som forbundets bestyrelse bevilligede Ole. Udstyret med dette kunne Ole overnatte på forbundets kontor i det centrale København. På særlige gunstige dage kunne det også lade sig gøre at snige sig til et bad i det gamle Forum. Det var også i 70’erne og 80’erne, at Ole sad i DIF’s bestyrelse og var formand for DIF’s amtsudvalg

Kano og kajak førte Ole vidt omkring, fra Mexico, til Canada, Rusland, Kina, Brasilien og masser af stævner og kongresser i Europa. Som noget særligt stod OL, som Ole satte utroligt højt og som han fulgte live hvert fjerde år,  første gang som træner for Erik Hansen. Beijing, London og Rio fulgte han i rollen som formand for DKF. 

Uanset hvilke valgte roller, Ole besad, var han altid atleternes repræsentant. Få ting kunne genere Ole så meget, som manglende hensyn til atleterne. 

Da arrangørerne til EM i kajakpolo  i 2017 havde sendt for lille en bil til den to-tre timer lange køretur til Saint Omer i Frankrig, var der ingen tvivl i Oles sind. 

Afsted med spillerne – så måtte vi ledere finde en anden løsning. 

Det var også med et knivskarpt fokus på atleternes behov, at Ole utrætteligt kæmpede en kamp for et nyt, moderne Rostadion i Bagsværd. Mange grundlæggende elementer har Ole fået arbejdet på plads, desværre ser han ikke det færdige resultat.

Idrætslederne skulle arbejde for atleterne, det var ud over enhver tvivl. De mange, der gjorde det, blev husket.

I de mange år som formand har Ole været meget dygtig til at huske at anerkende de frivillige leders indsats. Altid med overblik over, hvem der nu burde huskes til et diplom, et ærestegn eller en hædrende omtale på rette sted. 

År og dage efter en anerkendelser var aftalt, kunne Ole arbejde for at finde rette lejlighed, så modtageren fik den største mulige anerkendelse blandt sine egne.       

Ole blev i 2004 valgt som formand for DKF. 

Det skulle være en overgang, mens en yngre kandidat blev fundet. 

Overgangen blev, heldigvis for Dansk Kano og Kajak Forbund, lang.

I den periode blev det store netværk, som blev opbygget fra 60’erne og fremad, yderligere styrket, så DKF i Ole havde en formand med stærke forbindelser til de danske kano- og kajakklubber, tætte bånd til DIF, Team Danmark, Sport Event Denmark, de øvrige specialforbunds formænd samt ECA og ICF. 

Rejsen har været lang i tid og i indhold.

Fra en tid med “blot” to bådtyper, til en tid med en opvoksende underskov af kano- og kajaktyper og -aktiviteter. 

Fra en organisation uden ansatte, til en mindre organisation med fire medarbejdere, som Ole satte sig i spidsen for i 2004, til 16 medarbejdere i dag og millionomsætning. 

Fra militære signalfolk, til Facebook.

Fra fire mands-whist, til onlinemøder. 

Fra kajakinstruktør, til formand.

Tak Ole for din utrættelige og uforlignelige indsats. 

Æret være Oles minde

Christian Jacobsen   

Vi vil senere oplyse om familiens ønsker omkring bisættelsen.