DM maraton: Mesteren stødt af tronen
I et sandt drama, som først fandt sin afgørelse på de sidste meter ind mod målstregen efter godt 29 kilometer på vandet i tropiske 30 grader på Maribo Søndersø, blev Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub lørdag eftermiddag ny dansk mester i maraton enerkajak ved at vinde spurten over den femdobbelte og forsvarende mester, klubkammeraten Mads Brandt Pedersen. – Jeg er meget overrasket, men også meget lykkelig over, at det lykkedes for mig at vinde over Mads. Det var et løb, hvor jeg skulle kæmpe hårdt for at hænge på Mads, der flere gange lavede ryk for at komme væk. Det lykkedes heldigvis for mig, og min plan var så at slå til på de sidste 150 meter, hvor jeg har en god spurt, sagde Thorbjørn Rask der også vandt fredagens short track over Mads Brandt Pedersen efter samme recept og dermed blev dobbelt dansk mester. Mads Brandt Pedersen var naturligvis skuffet, men fattet efter nederlaget. – Jeg er lidt skuffet over, at det ikke lykkedes for mig at sætte Thorbjørn inden spurten. Men han er en hård modstander, så nu må jeg hjem og træne lidt mere på sprint, så jeg kan tage ham i en spurt næste gang, smilede han. På tredjepladsen – et pænt stykke efter – kopierede Nicolai Winther, ligeledes Silkeborg Kajakklub, sin bronze fra sidste år. I damernes finale levede Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub op til favoritværdigheden og sikrede sig sit tredje mesterskab på stribe. På andenpladsen fulgte Anne-Sofie Winter fra Silkeborg, mens klubkammeraten Cathrine Rask gjorde maraton-comeback efter fem års pause med en bronzemedalje og desuden et DM-guld i fredagens short track. Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub blev suveræn og ny dansk mester i enerkajak hos herrejunior. Lyngby-roeren stak allerede på første omgang i det godt 21 kilometer lange løb, og trods en start to minutter efter seniorfeltet, lykkedes det for ham at ro seniorerne ind og derefter fra over halvdelen af dem, inden han i ensom majestæt krydsede stregen. Også Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub vandt sikkert hos damejunior enerkajak og blev ny dansk mester efter godt 16 kilometer på vandet. Samme distance var herrejunior i enerkano ude over, og her forsvarede William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub sin titel fra sidste år. De danske mesterskaber i maraton for kano og kajak arrangeres af Maribo Kajakklub og Dansk Kano og Kajak Forbund. Søndag sluttes mesterskaberne af med finaler i toerbåde.