DM kajakslalom: Kajakpolospillere stjal rampelyset

DM kajakslalom: Kajakpolospillere stjal rampelyset   I august tog de VM-sølv med det danske U18-landshold i kajakpolo, og søndag stjal de så igen rampelyset ved årets danske mesterskaber i kajakslalom på ”Stryget” ved Papirfabrikken i centrum af Silkeborg. For både Carl-Emil Bodum fra Silkeborg og Marius Larsen fra Fredericia, holdkammerater på kajakpoloholdet i Silkeborg, blev det en gylden søndag, hvor de delte guldet i juniorrækken og også bronzen i seniorrækken efter tætte finaler. Især junior-finalen blev lidt af et drama, da Marius Larsen lagde for med et perfekt løb gennem de 10 porte i en tid, der lagde maksimalt pres på Carl-Emil Bodum. Men Carl-Emil Bodum modstod presset, lagde hårdt ud og holdt tempoet hele vejen til mål, hvor han klokkede nøjagtig samme tid til det delte danmarksmesterskab. Bronzen tog Emil Tranegaard fra Slagelse og landsholdsroer i surfkajak sig af. I kvindernes kamp om mesterskabet kom en landsholdsspiller i kajakpolo igen øverst på podiet, da Silkeborgs Folke Janiesch roede sig til guld foran Ida Hugod fra 361 kano og Kajakklub. Hos herrerne vekslede Silas Kraul fra Copenhagen Watersports sidste års sølv til guld. Benjamin Brown fra Willamette Kayak and Canoe Club tog sølvet, mens bronzen, som ovennævnt, blev delt mellem Marius Larsen og Carl-Emil Bodum. Årets mesterskaber – det fjerde i rækken – blev arrangeret af Silkeborg Kajakklub i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.     Foto: Carl-Emil Bodum i aktion under mesterskaberne (Franz Bodum).

Tour de Gudenaa: Anne-Sofie fra Silkeborg tog tredje sejr på stribe

Tour de Gudenaa: Anne-Sofie fra Silkeborg tog tredje sejr på stribe Lørdagens Tour de Gudenaa fra Silkeborg til Randers blev domineret af eliteroerne fra Silkeborg Kajakklub. Efter 70 kilometer på åen vandt Anne-Sofie Winther sin tredje sejr på stribe, mens klubkammeraten Nicolai Grønbjerg Winther tog sin første. – Det var bare fedt at lave hattrick, smilede Anne-Sofie Winther efter løbet. – Jeg havde et håb om at forsvare mit mesterskab, og det lykkedes, for jeg fik et rigtig godt løb, fortsatte hun og meldte sig efterfølgende klar til at gå efter sit fjerde mesterskab i 2020. – Jeg kan godt lide at ro den her slags løb og gerne i enerkajak, hvor jeg kun har mig selv at tage hensyn til. Nicolai Grønbjerg Winther overtog mesterskabet fra klubkammeraten Casper Pretzmann, der efter tre sejre i træk i enerkajak, tog årets mesterskab i toerkajak sammen med Søren Maretti, ligeledes fra Silkeborg Kajakklub. – Det var første gang, jeg stillede op over 70 kilometer enerkajak, så derfor var det dejligt at vinde. I år passede det ind i min kalender, og bliver jeg ikke forhindret af internationale maratonløb næste år, kunne jeg da godt tænke mig at ro Tour de Gudenaa igen næste år og forsvare min titel, sagde Nicolai Grønbjerg Winther, der er landsholdsroer i maraton og håber at repræsentere Danmark til VM i oktober i Kina. Casper Pretzmann annoncerede allerede sidste år et skifte til toerkajakken i Tour de Gudenaa. – Det var hårdt på Tange Sø, hvor der var sidevind hele vejen, men bortset fra det, gik løbet godt for os, sagde han. Damernes mesterskab i toerkajak blev vundet af Christine Callesen fra Aalborg Kajakklub og Amanda Bundgård fra Kajakklubben Skjold.     Foto 1 og 2: Anne-Sofie Winter tog sin tredje titel i træk. Foto 3: Tre mestre fra Silkeborg. Søren Maretti, Nicolai Grønbjerg Winther og Casper Pretzmann.

DM kano og kajak: Landsholdsroere førte sig frem i Silkeborg

DM kano og kajak: Landsholdsroere førte sig frem i Silkeborg   Efter en international sæson med mange højdepunkter, senest med tre bådes kvalifikation til OL i Tokyo ved VM i Ungarn, var alle de danske landsholdsroere i kano og kajak for både ungdom og senior samlet i Silkeborg fra fredag til søndag for at padle og ro om de danske mesterskaber i kamp mod hinanden, men også den øvrige danske elite. Og landsholdsroerne førte sig flot frem på Silkeborg Langsø – for seniorerne endda trods en vis træthed ovenpå et månedlangt ophold i Ungarn med træningslejr og deltagelse ved VM. Maribo Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen, der sørgede for to bådes kvalifikation til OL i Tokyo over 200 og 500 meter enerkajak, førstnævnte med VM-bronze, blev ikke uventet en af mesterskabernes store medaljeslugere og genvandt sine to danske mesterskaber på distancerne. Desuden blev det til DM-guld i toerkajakken over 200 meter samt i firerkajakken over de samme to distancer. I toerkajakken sammen med klubkammeraten Katrine Jensen, i firerkajakken sammen med de tre andre piger, som var med til at kvalificere båden til OL, nemlig Line Langelund Eriksen fra Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub. Over 1.000 meter enerkajak tog Julie Frølund Funch mesterskabet og det samme over 500 meter toerkajak sammen med Pernille Knudsen. DM-guldet over 5.000 meter enerkajak gik til Cathrine Rask fra Silkeborg Kajakklub. Hos herrerne skulle René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub ro for sit 13. mesterskab på stribe i 1.000 meter enerkajak, men ovenpå et skuffende VM stod han over og roede kun et enkelt løb ved DM. Her blev det til et dansk mesterskab i toerkajak over 1.000 meter sammen med VM-makkeren, Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub. I enerkajak blev Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub ny dansk mester over 1.000 meter, mens Rasmus Knudsen, ligeledes fra Lyngby Kanoklub overtog René Holten Poulsens mesterskab over 500 meter og genvandt desuden sin titel over 200 meter. Både Simon Schuldt-Jensen og Rasmus Knudsen var med til at vinde sølv ved U-VM i firerkajak over 500 meter, men ved DM måtte de overraskende se sig henvist til en andenplads sammen med klubkammeraten Victor Gairy Aasmul og Maribo Kajakklubs Rasmus Alsbæk. I 5.000 meter enerkajak gik mesterskabet til Silkeborg Kajakklubs Thorbjørn Rask foran klubkammeraten Mads Brandt Pedersen.  Begge tilhører verdenseliten i maraton. Mads Brandt Pedersen er nyslået europamester for både U23 og senior i maraton enerkajak, mens Thorbjørn Rask tog sølv i U23. I juniorrækken, U18, mødte Hvidovre Kajakklubs Magnus Sibbersen frem som regerende og dobbelt europamester over 1.000 og 500 meter enerkajak og kunne føje danske titler til de europæiske. Desuden tog han DM-guldet over 200 meter enerkajak og 5.000 meter enerkajak. I enerkajakken hos damejunior førte to EM-sølvvindere sig frem. Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub, EM-sølvvinder i 500 meter toerkajak, vandt over 200 og 500 meter, mens EM-sølvvinderen over 1.000 meter enerkajak, Mathilde Roed fra Køge Kajakklub, tog DM-guldet over samme distance. Over 5.000 meter enerkajak vandt Pernille Kuijers Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club. I kanokonkurrencerne blev juniorlandsholdsroeren Kristoffer Ravn Neve fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub dansk seniormester over 1.000 og 500 meter enerkano, mens Ali Bajelan fra Kano og Kajakklubben Limfjorden tog guldet over 200 meter. 5.000 meter enerkano for seniorer blev vundet af juniorlandsholdsroeren William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub. De danske mesterskaber blev arrangeret af Silkeborg Kajakklub i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Mesterskaberne havde deltagelse af roere fra U14 til senior. Komplet resultatliste: http://results.imas-sport.com/silkeborg/   Ved DM blev de danske medaljetagere ved EM, European Games og VM sprint og maraton for ungdom og senior hyldet af Dansk Kano og Kajak Forbund formand, Ole Tikjøb, og fik overrakt en lille gave af bestyrelsens eliteansvarlige, Tom Bundesen Faurschou.  

Fra VM i Ungarn til DM i Silkeborg

Fra VM i Ungarn til DM i Silkeborg   Fra fredag til søndag får det danske kano- og kajakpublikum mulighed for at møde roerne fra det danske sprintlandshold, der for en uge siden var i konkurrence om OL-billetter ved VM i ungarske Szeged. Det sker, når Silkeborg Kajakklub i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerer de danske mesterskaber på Silkeborg Langsø ud for Søsportens Hus. For landstrænerteamet med Zoltan Bako og Mette Barfod samt sportschef Lars Robl bliver årets DM også ekstra interessant at følge for at iagttage atleter, som kan banke på til en plads på Elitecenteret og dermed komme i betragtning til næste års OL i Tokyo. – Den næste proces frem mod OL efter VM starter ved DM, og vores opgave bliver i den proces at sætte det stærkeste hold til legene. Derfor bliver det interessant både at følge de nuværende landsholdsroere på Elitecenteret, men også at iagttage, om andre banker på til en plads. Vores ungdomslandshold har jo gjort det flot i løbet af sæsonen ved både EM, VM og nordiske mesterskaber, så vi har en stor talentmasse og dermed et stort potentiale at bygge og udvikle på, både på den korte bane frem mod OL, men også på den lange bane frem mod legene i 2024 og 2028, siger Lars Robl. På kanten af sæsonen glæder han sig desuden over muligheden for at se alle eliteroere samlet et sted. – Siden Spring Regatta i foråret i Bagsværd har alle landshold været på farten til mesterskaber rundt omkring. Nu bliver de igen samlet, så jeg glæder mig til at se den udvikling, som er sket hen over sæsonen, men også til muligheden for at få snakket med nogen af atleterne og trænerne, siger han. Ud over, at publikum kan opleve mesterskaberne på nærmeste hånd, bliver DM for første gang i mange år vist på tv. Det er den nye, danske sportskanal, SPORT LIVE, som er til stede i Silkeborg. SPORT LIVE sender fra alle senior-finalerne lørdag og søndag. Dansk Kano og Kajak Forbund deler desuden signalet direkte via streaming på Youtube.     Program og resultater: http://results.imas-sport.com/silkeborg/

Ny sportskanal sender fra DM i Kano og Kajak

Når der i den kommende weekend på Silkeborg Langsø afvikles DM på sprintdistancerne i Kano og Kajak vil løbene for første gang i mange år blive vist på tv. Det er den nye, danske sportskanal SPORT LIVE som er til stede i Silkeborg. SPORT LIVE sender fra alle senior-finalerne lørdag og søndag. SPORT LIVE er en tv-kanal som har stor fokus på alle de danske sportsgrene, som normalt ikke bliver dækket af de store, kommercielle stationer. ”Vi synes at der er meget sport, som fortjener at komme på tv. Arrangementet i Silkeborg er et godt eksempel på en dansk sportsbegivenhed hvor der bliver brugt store ressourcer på at lave et godt arrangement, mængder af frivillige stiller op og lægger hjerte og sjæl i at få det hele til at fungere, og der bliver vist topsport på vandet. Det vil vi gerne være med til at formidle,” siger SPORT LIVEs direktør,Flemming Kjellerup. SPORT LIVE gik i luften 1. August, og DM i Kano og Kajak er således et af de første arrangementer, som kanalen kaster sig over. ”Men vi har lavet masser af tv gennem de sidste mange år. Stævnet i Silkeborg vil blive dækket af et professionelt tv-crew med 4 kameraer og optaget i fuld HD,” siger Flemming Kjellerup der selv har en fortid som chef for tv-sporten på DR. Programmerne fra DM vil blive sendt første gang henholdsvis søndag formiddag og søndag aften. Det bliver SPORT LIVEs Mads Knudsen som kommenterer DM-løbene, og han får hjælp af et panel af eksperter bestående af: Christian Grau, Kent Klitgaard, Henriette Engel Hansen, Finn Pape og Mette Barfod. SPORT LIVE har aftaler med en række af de store tv-distributører, og kanalen kan fås gennem TDC, YouSee, Stofa, Canal Digital og Waoo. Yderligere information: Flemming Kjellerup, tlf: 40 29 49 77 DKF deler desuden signalet direkte via streaming på youtube https://www.youtube.com/user/DanskKanoogKajak (se sendeplan)