DM kajakpolo: Guldet blev på Amager
I et åndeløst spændende og højspændt drama, lykkedes det søndag for Kajakklubben Neptun at forsvare sidste års danske mesterskab i kajakpolo. På hjemmebane i Amager Strandpark var modstanderen for tredje år i træk de seksfoldige mestre fra Silkeborgs Sønner, og for andet år i træk måtte finalen ud i overtid og afgøres på golden goal. Her viste amagerkanerne sig igen i år at have den gyldne hånd, da det italienske islæt på Neptuns hold, Paolo Ziffereo, scorede finalens afgørende mål til 6-5 til Neptuns andet danske mesterskab på stribe og det tredje i alt. Det første vandt klubben tilbage i 2015. Kampen om bronze måtte også ud i golden goal. Her vandt Lokomotiv Skovshoved over Odense Monkeys med 4-3. I damernes finale var spændingen derimod til at overse. Igen var det Kajakklubben Neptun, der kom øverst på podiet med en knusende 9-2 sejr over OS Wildcats.