Efteråret er over os, og i løbet af de næste måneder har du mulighed for at hente ny inspiration til børne- og ungetræningen i klubben. DKF inviterer til online inspirationsoplæg.
Det lune sensommervejr er for alvor blevet erstattet af grå og regnfulde skyer, og måske har du mest af alt lyst til at vikle dig ind i et tæppe og læse en god bog i stearinlysenes skær.
Men hvorfor ikke bruge tiden indendørs på at blive inspireret og måske endda blive klogere?
Det har du mulighed for, når DKF inviterer til online inspirationsoplæg med fokus på børne- og ungetræning. Vil du gerne blive klogere på, hvordan man strukturerer træningen for de unge, eller hvordan man sørger for en god og vedvarende forældreinvolvering?
Så er der hjælp at hente. Både Sundby Kajakklub og Vallensbæk Kano og Kajak Club vil dele ud af deres erfaringer. Du kan tilmelde dig via de to links nedenfor, og på dagen for oplægget modtager du et link til selve mødet.
Vi håber at se dig på skærmen!