Hej Alle
Jeg vil lige præsentere mig selv, da jeg stiller op som formand for vores fælles forbund.
Min motivation for at stille op til posten som formand skal findes i en mangeårig passion for kano & kajaksporten.
Min historik kommer ud af konkurrencedelen, men over mine 7 år i DKF´s bestyrelse er min interesse kommet for en generel udvikling af vores sport. Med udgangspunkt i den diversitet vi ser mellem vores bådtyper og derigennem forskelligheden af vores mere end 24.000 medlemmer.
Jeg mener, at vores medlemmer får et fantastisk produkt igennem DKF, fra bredde- til elite-klubber.
Gennem vores uddannelsessystem, kraftcentre og superkraftcentre er der tilbud på et meget højt niveau, som kan udvikle det enkelte medlem og klubberne.
Det er vigtigt, at vi har øje for denne forskellighed, så alle kan se sig i vores forbund. Vi har store traditioner i elitearbejdet og har igennem de seneste mange år været meget dygtige til at vinde medaljer til EM/VM og OL i sprint, maraton, polo og ligeledes nu også i bådtyper som surf, ocean race m. fl.
Derfor skal vi også fortsætte vores investering i dette arbejde, så vi kan holde fast i den positive udvikling, vi ser på talentsiden og ikke mindst på vores seniorside.
Det er min overbevisning, at vi i DKF kan balancere vores indsatser og fortsætte udviklingen inden for havkajak og andre nyere bådtyper. F.eks ved at arbejde videre med at udvikle vores IPP- og uddannelsessystem i alle vores nyere bådtyper. Derigennem kan vi sikre en flot udvikling og vækst i antal af medlemmer.
Et punkt, som fylder meget for mig, er, at vi ikke er lykkes med at tiltrække medlemmer under 18 år, som vi havde ønsket i vores strategi 2015 -2020.
Det skal vi finde en vej til at løse sammen. Vi har en idræt, som er sund for de unge mennesker. Vi skal ud og fortælle det i de klubber som har en interesse i at få børn og unge ind i klubberne. Det er vores fremtid på klub- og forbundsniveau.
Ovenstående er min vinkel på, hvad vi skal og har af opgaver over de næste 2-3 år. Noget vil går hurtigt, og noget vil tage tid, men jeg kan love, at jeg vil arbejde for det.
CV
Tom Bundesen Faurschou
Tom har siddet i DKF’s bestyrelse siden 2014. Siden august 2020 som konstitueret formand, tidligere som elite & landsholdsansvarlig. Til dagligt arbejder han som salgsdirektør i Merrild Lavazza Kaffe ApS.
Klub: Silkeborg Kajakklub
Alder: 52
DKF’s bestyrelse opfordrer kandidater til at melde sig
DKF bestyrelse har fastlagt retningslinjer for god organisationsledelse bl.a. inspireret af DIF “Good governance”.
Et initiativ er, at DKF ved hvert årsmøde opslår de poster, der er på valg og opfordrer kandidater til at melde sig.