Stor tak til Lone Bro Madsen
Lone Bro Madsen har med udgangen af september valgt at indstillet sit virke som Paracanoe Sportschef. “Vi skylder Lone og hendes team stor tak for indsatsen siden 2014. Paracanoe er stadig et udviklingsområde i DKF, men vi kom takket være dedikerede atleter, trænere og ledere meget tæt på at deltage ved PL 2016,” siger formand for DKF, Ole Tikjøb. Vi har med arbejdet i Vallensbæk Kano og Kajak Club fået skabt vigtige erfaringer for det videre paracanoe-arbejde, uanset om det er med sigte på de Paraolympiske Lege eller det er motion og friluftsliv, der er målet for paraatleterne. Der skal videreudvikles på indsatsen de kommende år, men vi har tydeligt fået markeret muligheden for alle med små og store handicaps og interesse i kano og kajak. Heldigvis er der også mange klubber, der har iværksat lokale initiativer for forskellige grupper af “De Knap så Førlige”. DKF vil nu vurdere, hvorledes det videre arbejde skal struktureres, bl.a. i lyset af, at DIF nu overtager rollen som Paraolympisk Komite. Soldaterprojektet er flyttet over i regi af DIF, og samarbejdsaftalen med Parasport (tidligere DHIF) udløber ved udgangen af året. “Tilbud til de, som har udfordringer, er en vigtig del af DKF satsning på alsidighed. Alsidighed er et område, som vi i øjeblikket drøfter den fremtidige finansiering af med DIF. Idrættens midler er små og det er vanskeligt at favne det hele – men vi håber, at DIF også i fremtiden vil være med til at sikre alsidige idrætstilbud.” fortæller direktør Christian Jacobsen.





