Tryk på i weekenden

Uanset interesse, så er der vist “noget” for de fleste kano- og kajakinteresserede i weekenden. I Holstebro afholder Kajakklubben Pagaj DM i Sprint. I Aarhus er der Åbne Aarhus Mesterskaber i Maraton. I Aalborg afholdes Havkajak Race. I Falsled på Fyn afholder Jordløse Boldklub, kajakafdeling “De knap så førlige” workshop og i Kastrup er der DM Havkajak – Teknik & Rul, som Kastrup Kajakklub står for. Sommeren er kort i Danmark. Til gengæld er kano- og kajakaktiviteterne mange. Men det er ikke kun i Danmark, at vi er i gang. I Essen i Tyskland flager vi de danske farver under EM i kajakpolo. Vi ses i, på og under vandet i weekenden.   Klik på linkene nedenfor, hvis du vil læse mere.   DM Sprint – Holstebro DM Havkajak – Teknik og Rul Aalborg Havkajak Race Åbne Aarhus Mesterskaber i Maraton De knap så førlige workshop EM i Kajakpolo

Adrenalin-kick og Kronborgløbet

Har du brug for at få stivet selvtilliden af, så kan du udfordre dig selv – og andre – til en dyst med Øresunds til tider ret friske vejr langs Sjællands meget smukke nordkyst med udsigt til Sverige og Kullen og selvfølgelig vores eget flotte Kronborg Slot.   Drama, Adrenalin-kick og Spænding på havet. Frugt og vand ved overbæringer. Søde kager, Sunde sandwich og Smilende piger i kiosken. Præmier, Medaljer og Endorfiner i alle klasser samt Lodtrækningspræmier. Kajakklubben Krogen i Helsingør står bag det 36 km lange Kronborgløb hvert år i august. Det regnes for et af de hårdeste løb til havs med deltagelse af de bedste roere fra hele landet. Kronborgløbet har fundet sted siden 1937.   Lørdag den 15. august i Kajakklubben Krogen, Helsingør 36 km DM Turkajak K1 og K2. 22 km DM Oceanrace og DM Havkajak. 18 km Trim og U18. Alle DM er åbne, dvs. at alle tilmeldte på 36/22 deltager i mesterskabet. Start fra stranden ved klubben på Helsingørs Nordhavn. 22 km starter i Gilleleje. Startgebyr 200,- kr. U18 betaler 75,- kr. Sidste frist er 12. august. Derefter 250,- kr. Info, tilmelding, rutebeskrivelse og deltagerliste på: http://www.kajakklubben-krogen.dk/kronborgloeb.aspx  

Fair play for forældre

Med udgangspunkt i Dansk Idrætsforbunds (DIF) etiske kodeks for konkurrence-sport  sætter energiselskabet OK her i sommermånederne fokus på fair play for forældre. OK vil gerne minde forældrene om, at tonen i tilråbene betyder rigtigt meget for stemningen omkring børne- og ungdomsstævner.  Opmuntring og begejstring spreder glæde og gør konkurrencen til en fest for deltagerne, trænerne, tilskuere og officials. Den hårde tone smitter Det er en kampagne med “et glimt i øjet”, men en kampagne, der gerne skal minde forældre om, at det faktisk skaber dårlig stemning, når vi ”buh’er” ad modstanderne eller råber skældsord efter officials og trænere, og at den hårde tone smitter af på børnene.  Respekten for modstanderne, dommer og andre hjælpere er en afgørende del af fairness i sports-verdenen. Respekt og ligeværdighed ”Når mindre børn begynder til sport, kan vi som forældre gøre meget for, at det bliver en god og tryg oplevelse. Vi kan lære dem, at i idræt mødes alle på lige fod. Det gør vi blandt andet ved at vise respekt for selve spillet og klappe ad en flot scoring, også selv om målet blev lavet af en lilleput fra modstanderholdet,” siger Ole Kjeldgaard, der er Marketingchef i energiselskabet OK. ​ Se de ti forældreråd fra DIF her.   eller tag heppetesten.

Tag godt imod de nye

MARIAGERFJORD KOMMUNE har udarbejdet en lille film om at være ny i en klub – det er ganske vist badminton – men det kunne for så vidt også være kano eller kajak – se den – det tager 6 minutter og måske er her et par løsninger til, hvordan du får de nye til at blive lidt længere i klubben.  

Har du fået post i den hemmelige postkasse?

Alle foreninger fik den 1. november 2013 en digital postkasse til post fra det offentlige. De fleste har også anskaffet den medarbejdersignatur, som giver adgang til postkassen. Men mange foreninger har ikke åbnet den endnu, og det er noget rod, fordi det er foreningens ansvar at læse post fra myndighederne. Det foreningen går glip af kan være tilladelsen fra kommunen om opførslen af det nye bådehus, og det kan være meddelelser om fx årsregnskaber, bilsyn og straffeattester. En grøn ide – men også ekstra arbejde i foreningen Fra samfundets side er ideen med den digitale postkasse grøn. Jo færre almindelige breve vi sender til hinanden, Jo færre træer skal fældes. Postens cykeldæk slides mindre, og myndighederne bruger mindre tid på at pakke breve. Udfordringen er, at det offentliges digitale postkasse i de fleste foreninger er email nummer 2, og at der rundt om postkassen er samme sikkerhed som til en bankkonto. Der er altså nogle administrative rutiner i klubben, der skal ændres, tilrettes eller indføres. Nedenfor et par forslag til, hvordan det kan gøres. Arbejdsrutiner for den digitale postkasse Tag stilling til, hvem i foreningen, der administrerer den digitale postkasse, og hvem der skal have adgang til den. Beslut, hvem der skal have besked på mail, når der kommer post i den digitale postkasse. Lav en tjek-liste for, hvad der skal gøres, når en ny mand/k overtager posten til at administrere den digitale postkasse. Hvordan åbner jeg den digitale postkasse? Log ind på Virk.dk  med en NemID-medarbejdersignatur. Inde i postkassen kan du angive en e-mailadresse – og få besked, når der er ny post. Hvem modtager digital post i vores klub? Kan du ikke logge ind på virk.dk med en medarbejdersignatur og selv se, hvem der modtager post i klubben,  så kontakt Virk Support i Erhvervsstyrelsens Kundecenter. Telefon: 72 20 00 30. Åbningstid 9.30 til 14.30. Sådan får du hjælp Har din forening brug for at oprette en medarbejdersignatur eller brug for hjælp i forbindelse med den digitale postkasse, så kontakt virk.dk/postkasse