Tillykke til Kolding Kajakklub

Lørdag den 12. april modtog Kolding Kajakklub Dansk Kano og Kajak Forbunds – Grøn Klub Pris 2013 – på 10.000 kr. Prisen blev modtaget af  Tim R. Christensen og Hans Thygensen, som begge er blandt de meget aktive i klubbens grønne arbejde. Peter Engel fra Dansk Kano og Kajak Forbunds bestyrelse overrakte prisen og sagde bl.a.: “I modtager prisen i skarp konkurrence med andre klubber, der ligesom jer har gennemført gode tiltag med besparelser på energi- og vandforbruget. I havde bare lige nogle ekstra tiltag som skilte jer ud, bl.a. affaldssortering, årlig opsamling af affald fra åen og vask af kajakkerne med vand fra åen. Jeg er sikker på, at Kolding Kajakklub på denne måde kan inspirere mange andre af vores klubber til at gøre lignende tiltag. Og jeg håber, at vi snart får mulighed for på en nem måde at udveksle ideer og konkrete tiltag f.eks. via  DKF’s hjemmeside.” Med i kapløbet om DKF’s Grøn Klub Pris 2013 var Kajakklubben VIKING, Hvidovre Kajakklub og Kolding Kajakklub. Inden prisoverrækkelsen, der fandt sted i forbindelse med Kolding Kajakklubs standerhejsning viste Tim rundt i klubben og præsenterede bl.a. affaldssorteringen og solfangeranlægget på taget af klubhuset. Solfangeranlægget har sammen med installation af sparebrusere været med til halvere klubbens varmeregning. Kolding Kajakklub har nedsat en miljøgruppen som planlægger og iværksætter klubbens grønne tiltag. På opslagstavlen hænger en lang liste med muligheder og ideer. Hans kunne da også fortælle, at det langt fra er slut med de mange tiltag – et af de næste projekter som bliver sat i gang, er plantekasser med krydderurter på terrassen. Klubbens medlemmer spiser nemlig sammen hver tirsdag og så kan man jo ligeså godt have sine egne krydderurter.

Tom Faurschou – nyindvalgt i DKF’s bestyrelse

Tom blev valgt ind i DKF’s bestyrelse på Årsmødet 2014 som Eliteansvarlig. Han er 45 år og bor i Silkeborg med sin kone Eva og deres to børn Frederik 16 år og Caroline på 13 år. En aktiv familie, som elsker kano og kajak. Tom startede med at ro kajak i klubben ”STRØMMEN”  i Middelfart i 1982. Her blev  han også træner og  var i bestyrelsen. Han deltog på U-landshold, og var som senior på det danske maraton landshold. Han flyttede til Silkeborg i 1989.  Da både Frederik og Caroline fik interessen for kapkajak blev Tom træner for  U10-U12-U14. Tom gjorde begge børn klar til kraftcenter niveau. I dag sidder Tom i bestyrelsen som eliteansvarlig i Silkeborg Kajakklub, og han har været formand for Silkeborg Kraftcenter siden 2007. Centret har i den periode øget antallet af aktive fra 15 til 90, som træner på hold seks dage om ugen. Dette er skabt i samarbejde med Silkeborg Kajakklub – Eliteudvalget. I kraftcenteret er en klar elitestruktur, som  har medført en kontinuitet, der givet Silkeborg en af Danmarks bedste ungdomsafdelinger inden for disciplinen “kap”  i kano- og kajaksporten. Resultaterne i Silkeborg Kajakklub og Silkeborg Kraftcenter er skabt gennem en åben dialog og en klar elitestruktur, som har opbygget de bedste rammer for de aktive, og derigennem et træningsmiljø og kultur så de aktive kan præstere på højt niveau. Tom er også salgsdirektør i Merrild Kaffe, hvor han arbejder med ledelse og management for at skabe top resultater igennem mennesker. Den erfaring vil han tage med ind i bestyrelsesarbejdet  i DKF. Nedenfor i punktform nogle af de ting, som Tom vil arbejde for i DKF’s bestyrelse. Tom Faurschou: ”Resultater skabes gennem mennesker” Større åbenhed og dialog omkring elitestrukturen Skabe en klar elitestrategi fra U14 til Elitecenter.  Skabe kontinuitet i vores ungdomsarbejde. Bedre og øget kommunikation. Oprette et udvalg eller en arbejdsgruppe, som arbejder med den politiske agenda inden for Elite. Større og mere åben dialog med vores Super Kraftcentre, så vi sammen kan skabe unikke rammer for de aktive. Inddrage og bruge de kompetencer, der ligger i klubberne og i Super Kraftcentrene. Generelt arbejde for en mere professionel og langsigtet organisation. Sikre en fortsat udvikling af poloområdet, hvor vi har gode resultater og fortsat kan levere resultater på topniveau. Det skal være ok at stille krav til hinanden, når vi har en klar forventningsafstemning og en klar målsætning for vores samarbejde. De sportslige målsætninger er jo meget klare. Vi ønsker at udvikle vores forbund til et højere niveau i dansk eliteidræt og vinde flere internationale medaljer igennem en stærk trænings- og vinderkultur.

Ny afgift på glasfiber

Et bredt flertal i Folketinget barsler i øjeblikket med et nyt lovforslag om afgift på glasfiber. Årsagen er den stigende nano-partikelforurening i havene, hvor glasfiber, solcreme og plastik menes at være blandt de helt store syndere. Afgiften vurderes at få betydning på to måder. Først og fremmest af færre køber nye glasfiberbåde, kanoer og kajakker. Dernæst ønsker Folketinget at bruge indtægten fra den nye afgift til at bekæmpe nanopartikelforureningen i et meget ambitiøs EU-projekt, hvor man vil udsætte 30 genmodificerede bardehval i havene i Europa. Hvalen har den særlige evne, at den gennem barderne kan optage nano-partikler fra vandet.  50 elefanter i en mundfuld Den genmodiciferede bardehval kan have næsten 1,4 gange sin egen kropsvægt i munden på én gang. En gennemsnitshval på  30 meter og ca. 190 ton vil kunne rense ca. 250 ton vand i en mundfuld. Det svarer til vægten af ca. 50 afrikanske elefanter ! Det er et hold marinebiologer i Australien, der står bag udviklingen af den genmodificerede hval. Det forventes at de officielle europæiske kano- og kajakorganisationer i Europa vil blive opfordret til at deltage i projektet og stå for plejen af de foreløbig 30 bardehvaler, der skal udsættes. Projektet forventes at sættes i drift 1. april 2020.

To nye æresmedlemmer

Der går som regel år imellem, at DKF’s Årsmøde udnævner nye æresmedlemmer. Derfor var det noget af en overraskelse, at Årsmødet 2014 udnævnte hele to af slagsen. Jan Darfelt og Ole Tikjøb.   Fuldt fortjent. Et stort tillykke og tak for indsatsen til begge vores nye æresmedlemmer. Jan Darfelt: I kunne ikke have valgt en bedre efterfølger Jan Darfelt, Skovshoved Roklub,  der har siddet i bestyrelsen i mange år, valgte at stoppe  i DKF’s bestyrelse. I den forbindelse udnævnte Årsmødet Jan til æresmedlem i DKF. Jan har i mange år haft ansvaret for DKF’s elite-aktivieter. Blandt andet har han har stået i spidsen for at udvikle organiseringen i kraftcentrene.  Tom Faurschou fra Silkeborg Kajakklub afløser Jan Darfelt i bestyrelsen. Jan Darfelt takkede Årmødet for udnævnelsen og gav sin efterfølger på posten som eliteansvarlig i DKF’s bestyrelse, Tom Bundesen Faurschou, nogle rosende ord med på vejen. “Jeg kender Tom, og I kunne ikke have valgt en bedre efterfølger,” sagde Jan Darfelt.   Ole Tikjøb: Kajaksporten er mit liv Ole Tikjøb fra Kajakklubben Pagaj i Holstebro blev af årsmødet også udnævnt som æresmedlem. Ole har gennem mange år været formand for DKF og har gjort et fantastisk arbejde for forbundet. Ole Tikjøb måtte indrømme, at han var overrasket over at få udnævnelsen. Han takkede for udnævnelsen og sagde: “Kajaksporten er en stor del af mit liv”.     En særlig udvalgt skare DKF har kun 22 æresmedlemmer. Senest blev Thomas Gjerlufsen fra Lyngby Kanoklub udnævnt æresmedlem i 2010. Se listen over DKF’s æresmedlemmer