Vagtskifte på World Cuppen

World Cup projektleder Jakob Staun fratræder sin stilling i DKF pr. 28. februar. Det er lykkedes at tilnytte Ulla Nygaard Pedersen med kort varsel til at varetage ansvaret for planlægningen i den sidste hektiske fase frem mod afviklingen ultimo maj. Ulla er en rutineret event projektleder og har bl.a. en fortid i Sport Event Denmark, hvor hun var dybt engageret i Olympic Festival i forbindelse med IOC Kongressen i København i 2009. Samme år var hun desuden involveret i Marathon World Cuppen på Bagsværd Sø – så kano og kajaksporten er et kendt miljø for hende. Ulla starter i jobbet 9. marts. Jakob Staun har sagt ja til en fast stilling som eventmanager i Udvikling Fyn.

Tilbud til klubberne om førstehjælpskursus

Dansk Folkehjælp har et tilbud til DKF’s klubber om førstehjælpskurser. Kurset afvikles over flere dage såvel hverdage som week-ender og på de tidspunkter som passer din virksomhed. Kurset afvikles i klubben, og der kan være op til 16 personer pr. hold. Det er baseret på praktiske øvelser, så alle får god rutine i at yde førstehjælp. Pris: Et 7-timers førstehjælpskursus for 16 personer koster kr. 8.000 ekskl. moms. Kurset indeholder de elementer, som kræves forud for DKF Instruktør 1 kurset. Læs mere om tilbuddet her LINK Spørg eventuelt også i kommunen  – de tilbyder ofte tilsvarende kurser gratis.

Sælg lodder i Lillebror Lotteriet

I perioden fra den 26. marts til den 17. maj 2015 sælger foreninger, idrætsklubber og skoleklasser Lillebrorlodder over hele landet. Din forening  kan også være med og derved tjene penge til jeres aktiviteter. I tjener 8,50 kr. pr. solgt lod til 20 kr. I har fuld returret på usolgte lodder. Det er gratis at tilmelde sig, den eneste omkostning I har er ved returnering af usolgte lodder. Lillebror Lotteriet finder i år sted fra den 26. marts til den 17. maj 2015. Læs mere og tilmeld din klub til lotteriet på dette LINK

Velkommen til Fur Bådelaug

Fur Bådelaug har meldt sig ind i Dansk Kano og Kajak Forbund. Klubben holder til på øen Fur i Limfjorden. Der er i alt 200 medlemmer. Flot klaret af en ø med omkring 800 beboere. I Fur Baadelaug dyrker man sejlsport, roning og nu også havkajak. Velkommen til.