World Cup Poznan – torsdagens program

World Cup Poznan – torsdagens program   Indledende heats DK1 200 m og HK1 1.000 m.   14.20 – Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub 14.25 – Bolette Nyvang Iversen, Hellerup Kajakklub 1-4 + 3 næstbedste tider til semifinalerne, ros lørdag   16.47 – René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub 1-5 + 2 næstbedste tider til semifinalerne, ros fredag   Resultater: http://results.imas-sport.com/imas/regatta.php?competition=wettkampf_202 Livestream: https://www.canoeicf.com/canoe-sprint-world-cup/poznan-2019

Første vigtige test for OL-kandidater

World Cup Poznan: Første vigtige test for OL-kandidater   – Vi føler os godt forberedte og glæder os til at komme i kamp. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl før sæsonens første internationale mesterskabsstævne, World Cup i polske Poznan fra torsdag til søndag. Her skal ni danske OL-kandidater på vandet for at prøve sig selv af, men også prøve sig af i mødet med den internationale kajakelite. – Man kan godt mærke på atleterne, at det er nu, den lange forberedelse hen over vinteren skal forløses. Stemningen er forventningsfuld, men også meget optimistisk, så det bliver super spændende at følge atleterne for at se, hvor de står lige nu, siger Lars Robl. Med World Cup i Poznan tager cheflandstræner Zoltan Bako, landstræner Mette Barfod og Lars Robl også næste skridt i den endelige udvælgelse af de atleter, som kommer med til OL-kvalifikationen til VM i Ungarn i august.   Klar målsætning Forbundets ambition og klare målsætning er at få fire damer og to herrer med til legene i Tokyo. – Den ambition og målsætning begyndte vi at arbejde målrettet med sidste år, og nu skærper vi så vores fokus og ressourcer yderligere for at indfri den ambition og målsætning, siger Lars Robl. I praksis betyder det, at fokus er på at stille med den stærkeste firerkajak hos damerne og den stærkeste toerkajak hos herrerne. I damernes firerkajak over den olympiske 500 meter er tre af de fire sæder foreløbigt sat med Emma Aastrand Jørgensen, Line Langelund Eriksen og Julie Frølund Funch. Det sidste sæde er endnu et åbent spørgsmål mellem Pernille Knudsen og Bolette Nyvang Iversen. – Efter Poznan følger en World Cup ugen efter i Duisburg, hvor vi på skift vil prøve Pernille og Bolette af i firerkajakken. Bagefter træffer vi så den endelige afgørelse, siger Lars Robl. I herrernes toerkajak over den olympiske 1.000 meter har trænerteamet sat bådene således, at René Holten Poulsen nu ror med sin gamle makker, Nils Boe. I stedet ror Morten Graversen med Rasmus Knudsen. – Hvem af de to mandskaber, der er stærkest, havde vi håbet at få en afklaring på i forbindelse med Copenhagen Spring Regatta tidligere på måneden. Men her forårsagede en fejl i startsystemet, at René og Nils desværre måtte udgå af finalen. Derfor bliver Poznan den første direkte styrkeprøve mellem de to mandskaber, forklarer Lars Robl.   Ny mix-disciplin Ud over mandskabsbådene stiller Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen op på de olympiske distancer i enerkajak. For damerne er det 200 og 500 meter, for herrerne 1.000 meter. Det samme gør Bolette Nyvang Iversen og Pernille Knudsen på skift i Poznan og Duisburg. I Poznan og Duisburg skal Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen desuden danne par i en ny prøvedisciplin, mixed toerkajak over 500 meter. Det samme gør Julie Frølund Funch og Rasmus Knudsen i Poznan, mens Rasmus Knudsen ror sammen med sin søster Pernille i Duisburg. Endelig stiller Bolette Nyvang Iversen og Morten Graversen i Poznan op i 5.000 meter enerkajak, mens det bliver uden dansk deltagelse i denne disciplin i Duisburg. – Det er altid spændende med nye tiltag i sporten, så vi ser frem til at prøve kræfter med den nye mix-disciplin. Men skåret helt ind til benet, så er vores fulde fokus på de olympiske distancer i Poznan og Duisburg. Det er på de distancer, vi skal præstere til OL-kvalifikationen under VM i Ungarn, siger Lars Robl.         Sprintlandsholdet i Poznan og Duisburg: Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub – K1 200, 500 m, K4 500 m, K2 mix 500 m Line Langelund Eriksen, Silkeborg kajakklub – K4 500 m Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club K4 500 m, K2 mix 500 m (Poznan) Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub – K4 500 m (Poznan), K1 200, 500 m, K2 mix (Duisburg) Bolette Nyvang Iversen, Hellerup Kajakklub – K1 200, 500, 5.000 m (Poznan), K4 500 m (Duisburg)   René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub – K1 1.000 m, K2 1.000 m, K2 mix 500 m Nils Boe, Maribo Kajakklub – K2 1.000 m Morten Graversen, Silkeborg Kajakklub – K2 1.000 m, K1 5.000 m (Poznan) Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub – K2 1.000 m, K2 mix 500 m   Program, resultater, livestream: https://www.canoeicf.com/canoe-sprint-world-cup/poznan-2019

Udtagelse WC Poznan & WC Duisburg 2019

Du kan se det officielle udtagelsesdokumentet her. René Holten Poulsen – Maribo Kajakklub Morten Graversen – Silkeborg Kajakklub Nils Jensen Boe – Maribo Kajakklub Rasmus Brandstrup Knudsen – Lyngby Kanoklub Emma Aastrand Jørgensen – Maribo Kajakklub Pernille Brandstrup Knudsen – Maribo Kajakklub Julie Frølund Funch – Vallensbæk Kano og Kajak Club Line Langelund Eriksen – Silkeborg Kajakklub Bolette Nyvang Iversen – Hellerup Kajakklub  

Udtagelsesprocedure Maraton 2019

Du kan læse om udtagelsesproceduren for Maraton her. Det overordnede formål med nærværende udtagelsesprocedure er at fortsætte den gode og målrettede udvikling på maraton med fokus frem mod EM i 2022 og VM 2023 i Danmark, herunder samtidig sikre det bedst mulige resultat ved VM i 2019.

Spring Regatta: På rette vej mod OL i Tokyo

Spring Regatta: På rette vej mod OL i Tokyo   Bedømt alene på weekendens sæsonåbner, Copenhagen Spring Regatta på Bagsværd Sø, står det danske sprintlandshold i kajak godt rustet i det videre arbejde frem mod OL-kvalifikationen ved VM i Ungarn i august. OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen viste med al tydelighed, at hendes tilbagevenden til firerkajak i træningslejren i Florida op til Spring Regatta har gjort både firerkajakken stærkere, men også hendes individuelle styrke i enerkajakken over de olympiske 200 og 500 meter. Tre opløftende og sikre regattasejre blev det til for Emma Aastrand Jørgensen, der til Spring Regatta havde Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen med sig i firerkajakken. Også herrerne viste gode takter. René Holten Poulsen styrede finalen over den olympiske 1000 meter enerkajak, hvor han henviste Morten Graversen til andenpladsen og norske Lars Ullval til tredjepladsen. Til gengæld fik han en uforskyldt og uheldig hovedrolle sammen med Nils Boe, da startanlægget greb fat i deres toerkajak og sendte dem på en svømmetur i søens kolde vand. Finalen i 1.000 meter toerkajak var imødeset med spænding for at afgøre styrkeforholdet mellem førstnævnte og båden med Rasmus Knudsen og Morten Graversen. I stedet blev finalen, der blev vundet af svenskerne Albert Petersson og Martin Nathell foran Rasmus Knudsen og Morten Graversen, uden René Holten Poulsen og Nils Boe. Næste opgaver for sprintlandsholdet bliver to World Cups i slutningen af maj i polske Poznan og tyske Duisburg. – Weekendens Spring Regatta gav os svar på nogle af de spørgsmål, som vi havde før stævnet, men der er stadig spørgsmål, vi mangler svar på for at være på plads til de kommende World Cups. Derfor må vi lige tilbage i tænkeboks for at se på, hvordan vi kan få de sidste brikker på plads. Men vi står med en generel god fornemmelse ovenpå det, vi har set. Der er stadig meget arbejde – og hårdt arbejde – fra atleterne og trænerteamet i den kommende periode, men vi skal nok være klar og på plads til dér, hvor det virkelig gælder – nemlig OL-kvalifikationen ved VM i august, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl.