VM maraton: Femteplads til Emilie

Emilie gav Danmark en god start på VM   Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub gav Danmark en god start på VM maraton kajak, da hun torsdag eftermiddag tog en femteplads i enerkajak for U23 ved mesterskaberne i Pietermaritzburg i Sydafrika. Sidste år blev hun syver ved VM i Brandenburg, og i torsdagens løb var hun til det sidste med i kampen om bronze.  Fra midtvejs i det 22,6 kilometer lange løb holdt hun sig til i anden gruppe efter de førende Sára Anna Mihalik og Sofia Czéllai-Vörös, begge fra Ungarn, og frem til sidste overbæring skrumpede forfølgerfeltet ind til tre. På den sidste korte omgang på 1.000 meter frem mod mål måtte Emilie Rosenkilde dog slippe engelske Alexandra Lane og spanske Tania Álvarez, der kom i mål som treer og firer. Verdensmester blev Sára Anna Mihalik, der med en kraftfuld spurt vandt en klar sejr foran sin landsmand. Emilie Rosenkilde var eneste dansker i aktion på førstedagen af VM.  

VM maraton: Klar til Sydafrika

Sportschef tror på danske topplaceringer   Når maratonlandsholdet i kajak fra torsdag til søndag skal forsvare de danske farver ved VM i Pietermaritzburg i Sydafrika, så tror Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, på topplaceringer. – Hvis vores roere rent taktisk formår at læse løbene og komme med i de rigtige udbrud, så tror jeg på, at de kan blande sig i kampen om topplaceringer og måske også ro sig i medaljerne, siger han. Hos juniorerne i U18 stiller Danmark med to toerkajakker, en for piger og en for drenge. I pigebåden sidder Anne Hauge Sørensen fra Køge og Frederikke Maretti fra Silkeborg, mens duoen i drengenes båd er Thorbjørn Rask fra Silkeborg og Nikolai Thomsen fra Marselisborg. – Vores juniorer ville også gerne ro enerkajak, men maratontræner Karsten Solgaard og jeg har vurderet, at potentialet for en topplacering er størst ved kun at stille op i toerkajak. Her tror vi på, at begge mandskaber kan blande sig helt fremme, og især drengene, der tidligere på året vandt EM-sølv, siger Bo Vestergaard. Medaljer kan der også komme hjem til Danmark i U23, hvor Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå, Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg og Nicolai Mørcke fra Lyngby stiller op i løbene for enerkajakker. – Frem til VM maraton har Mads og Nicolai haft fokus på sprintlandsholdet og var derfor ikke med til EM maraton. Begge er dog erfarne maratonroere. Sidste år vandt Mads både VM- og EM sølv, mens Emilie og Nicolai tog EM-bronze. I år fik Emilie en god start på maratonsæsonen med World Cup sølv, men til EM var hun uheldig at kæntre kort efter starten og måtte udgå. Det uheld tror jeg, at hun er opsat på at revanchere i Sydafrika, siger Bo Vestergaard. De tre roere stiller også op i seniorklassen i toerkajakker, hvor Emilie Rosenkilde skal ro sammen med den firedobbelte verdensmester i toerkajak, Henriette Engel Hansen fra 361. Henriette Engel Hansen stiller desuden op i enerkajak, hvor hun tidligere på året vandt World Cup guld. – Henriette føler sig bedst hjemme i toerkajakken, men rammer hun dagen og det rigtige udbrud i enerkajakken, så ser jeg bestemt også gode muligheder for hende i det løb, siger Bo Vestergaard.   For yderligere oplysninger: Sportschef Bo Vestergaard – M: 2277 1691   De danske roere og løb i Sydafrika: Torsdag 11.50 DU23 K1 – Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajak Klub Fredag 09.00 DU18 K2 – Anne Hauge Sørensen, Køge Kajakklub/Frederikke Maretti. Silkeborg Kajakklub 11.50 HU18 K2 – Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 14.45 HU23 K1 – Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub, Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub     Lørdag 11.50 DS K1 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajak Klub Søndag 09.00 DS K2 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajak Klub/ Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajak Klub 12.00 HS K2 – Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub/Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub   Resultater: http://wmc2017.co.za/?page_id=551 Live-stream: http://wmc2017.co.za/?page_id=457  

Sportschef om VM kajak: Gode ting, men også ting, der skal arbejdes med

 VM gav vigtige fingerpeg for fremtiden   – VM viste os, at vi har fat i den rigtige ende for det videre arbejde frem mod kvalifikationen til OL i Tokyo. På den baggrund er jeg overordnet meget tilfreds. Vi fik set mange gode ting, men også ting, vi skal hjem og arbejde videre med. Det siger dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard efter VM i Racice. På damesiden kunne han glæde sig over to flotte præstationer af Emma Aastrand Jørgensen med to medaljer til følge, bronze i 500 meter enerkajak og sølv på 200 meter. Men også den danske dame-firer, der er OL-satsningsbåd, viste en forventet fremgang på nuværende tidspunkt med en fjerdeplads i B-finalen. – Firerkajakken er et ungt hold, som fortsat mangler noget power og udholdenhed i forhold til de mere erfarne konkurrenter, men ved VM gjorde de det rigtig godt, og jeg ser med fortrøstning frem til at udvikle båden yderligere, siger han. På herresiden blev det til VM-sølv til René Holten Poulsen i 500 meter enerkajak, men til gengæld til en uventet og sekundær ottendeplads på den olympiske 1.000 meter samt en ottendeplads i 500 meter toerkajak og en 16.-plads i 5.000 meter finalen. – Med hensyn til René må vi nok sætte os til bordet igen og snakke om, hvordan vi prioriterer næste sæson for at få det bedst mulige ud af hans store potentiale og hvordan, vi udnytter det bedre. I Racice virkede det ikke optimalt at stille op i fire løb. Det bliver til for mange starter, så det er vi nødt til at kigge på, for René har potentiale til meget mere, end vi så I Racice, selv om sølvmedaljen naturligvis var flot, siger Bo Vestergaard og fortsætter: – Vi skal også kigge på at etablere en herre K2-gruppe over 1.000 meter, hvor René eventuelt kan komme til at indgå. På vores firerkajak over den nye olympiske 500 meter ved vi, at det tager tid at tilpasse os til det, der kræves for at få en 500 meter båd med i verdenseliten.. Den omstilling, det kræver at få en 500 meter båd med i verdenseliten, tager lang tid. I Racice så vi, at der er et godt stykke vej i forhold til profilerne fra de andre lande.

EM kajakpolo: Historisk syvendeplads til damerne

Topplaceringer til Danmark   Selv om det ikke lykkedes for det danske herrelandshold i kajakpolo at komme med i medaljespillet ved EM i franske Saint Omer, så kan holdet alligevel rejse hjem til Danmark med løftet pande efter søndagens placeringskampe. Her lykkedes det for herrerne at slå England 2-0 og kvalificere sig til kampen om femtepladsen, hvor det dog blev til et 3-7 nederlag til Holland. Herrernes sjetteplads blev flot fulgt op af damerne med et historisk godt resultat. Søndag blev Spanien slået 3-2, og det gav adgang til kampen om syvendepladsen, som også blev vundet efter en 3-2 gevinst mod Tjekkiet. Syvendepladsen er det bedste resultat for dansk damekajakpolo ved EM siden 2009, hvor det også blev til en syvendeplads. En sjetteplads tilbage i 2005 er Danmarks hidtil bedste i europæisk sammenhæng. Hos herrerne blev Spanien ny europamester med en 2-1 sejr over de regerende mestre fra Tyskland. Hos damerne genvandt Tyskland derimod titlen med 2-1 over Frankrig og hos U21-herrer blev England ny mester med en 3-2 sejr over Tyskland. De danske U21-herrer spillede placeringskamp lørdag og sluttede på tiendepladsen.

VM Kajak: Tysk tog satte Holten Poulsen af

5.000 meter VM-finale en kopi af EM – næsten   Den afsluttende 5.000 meter finale i herrernes enerkajak ved VM i Racice søndag eftermiddag, udviklede sig til en næsten tro kopi af løbet ved EM. Som ved EM splittede tyske Max Hoff frontgruppen, hvor René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub sad med, efter to kilometer, og som ved EM var det kun portugisiske Fernando Pimenta og Norske Eivind Vold, der formåede at hænge på det tyske tog, mens René Holten Poulsen måtte lade sig falde tilbage på mellemhånd. Finalen blev også, som ved EM, afgjort i en hidsig spurt mellem Hoff og Pimenta, men hvor tyskeren vandt europamesterskabet, var det Pimenta, der tog guldet i Racice. Vold, der tog bronze ved EM, kunne ikke holde dampen oppe til sidst, og i stedet gik VM-bronzen til hviderusseren Alex Yurenia. René Holten Poulsen sluttede på 16.-pladsen.