Den ene firer i finale – den anden ude

Junior-firerkajak i EM-finale – U23-firer ude   Eftermiddagens sidste semifinaler ved U-EM i Italien fik hvert sit udbytte for de to danske både. Damejunior-firerkajakken med Caroline E. Faurschou, Silkeborg Kajakklub, Mathilde Roed, Køge Kajakklub, Frederikke H. Matthiesen, Lyngby Kanoklub og Helene Fabrin-Brasted, Vallensbæk KKC, roede i mål på en flot andenplads efter Ungarn og sikrede EM-finale nummer 13 til Danmark. Finale var der derimod ikke til herrerne i U23-firerkjakken. Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub, Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Lyngby Kanoklub, kom ind på en syvendeplads. Kun de tre bedste, Polen, Portugal og Ungarn løste billet til finalen. Efter semifinalerne tager EM hul på indledende heats over 200 meter.  

U-EM: Dusinet fuldt

Rasmus og Simon runder formiddag af med 12. EM-finale   Formiddagens sidste semifinale ved U-EM i Italien var for U23-toerkajakker over 1.000 meter, og her sørgede Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub for EM-finale nummer 12 til Danmark. Parret vandt semifinalen over Ungarn og Serbien, og i eftermiddag har de muligheden for at ro endnu en finale hjem i semifinalen for firerkajakker, hvor Danmark også har damejunior med. Desuden står den i eftermiddag på indledende heats over 200 meter.

Junior-toer slog til

Ny EM-finale: Junior-toer vandt semifinale   Den danske finale-succes synes uden grænser i Dolomitterne i Italien, hvor årets U-EM i kajak foregår. EM-finale nummer 11 sørgede junior-toerkajakken over 1.000 meter for, da Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub og Christian Farstad fra Silkeborg Kajakklub ingen tvivl lod tilbage ved at vinde semifinalen fredag formiddag foran Ukraine og Bulgarien. Finalen ros i morgen, lørdag.

Danmark oppe på 10 EM-finaler

Nicolai tog Danmarks tiende EM-finale Med en andenplads i semifinalen over 1.000 meter enerkajak for U23 fredag formiddag, sørgede Lyngby Kanoklubs Nicolai Mørcke for at bringe antallet af danske EM-finaler op på 10 ved U-mesterskaberne i Italien. Semifinalen blev vundet af spanske Pedro Vazquez. EM-finalen ros i morgen, lørdag.

Lyngby-roer i B-finale

Femteplads sender Victor i B-finale   Med en femteplads i semifinalen i 500 meter enerkajak for U23 fredag morgen, er Lyngby Kanoklubs Victor Gairy Aasmul videre til søndagens B-finale ved U-EM i Italien. Senere på dagen får Victor Gairy Aasmul en ny chance for at ro sig i en EM-finale. Han er med i den danske firerkajak, som skal ro semifinale i eftermiddag.