U-VM: Firerkajak i semifinale

Fjerdeplads til firerkajak   Den danske firerkajak for U23 rundede formiddagens indledende heats af med en fjerdeplads over 500 meter ved U-VM i Plovdiv. Med fjerdepladsen er besætningen med de tre Silkeborg-roere Mette Gravesen, Cathrine Rask og Katrine Græsbøll Christensen samt Emma Bock fra Hellerup Kajakklub videre til fredagens semifinale. I eftermiddag gælder det indledende heats over 200 meter.

U-VM: Toerkajak tæt på VM-finale

Rasmus og Simon centimeter fra direkte VM-finale   Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub var centimeter fra at sikre Danmark den første direkte VM-finale under torsdagens indledende heats ved U-VM i Plovdiv. I toerkajakkernes løb over 1.000 meter for U23, skilte danskerne sig hurtigt ud fra feltet sammen med den ungarske båd. Ungarerne førte med en længde både midtvejs og med 250 meter tilbage, men danskerne satte en spurt ind og var en bådspids fra at indhente ungarerne på målstregen. Kun førstepladsen, som Koleszár og Neméth tog sig af, gav direkte adgang til VM-finalen, mens danskerne med andenpladsen skal over fredagens semifinale i forsøget på at kvalificere sig til kampen om medaljerne.

U-VM: Kano-toer overraskede

Fornem fjerdeplads til Kristoffer og William   Med syv deltagere i det indledende heat, var Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub på forhånd sikret adgang til fredagens semifinaler, men de danske kano-debutanter overraskede stort ved at besætte fjerdepladsen i juniorernes toerkano over 1.000 meter ved U-VM i Plovdiv, torsdag formiddag. De unge danskere virkede til at disponere kræfterne og løbet helt rigtigt, for med 250 meter tilbage sluttede de feltet af, men med en fantastisk spurt rykkede de frem og passerede målstregen på en fornem fjerdeplads.

U-VM: Andenplads til toerkajak

Sikker semifinale til Sibbersen og Farstad   Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub og Christian Farstad fra Silkeborg Kajakklub kom problemfrit videre fra indledende heat i 1.000 meter toerkajak for juniorer ved U-VM i Plovdiv. Duoen kom i mål på andenpladsen i en tæt afgørelse, hvor tjekkerne tog førstepladsen, mens danskerne henviste den britiske båd til tredjepladsen. De seks første både gik videre til fredagens semifinaler.

U-VM: Tredjeplads til Lyngby-roer

Nicolai videre til semifinale   Med en tredjeplads i det indledende heat over 1.000 meter enerkajak, roede Lyngby Kanoklubs Nicolai Mørcke sig torsdag formiddag videre til fredagens semifinaler for U23 ved U-VM i Plovdiv. Danskeren lå midtvejs på en femteplads, men med en god spurt på de sidste 250 meter avancerede Nicolai Mørcke to pladser. De seks første i mål kom videre til semifinalerne.