Sur dansk dag i Brandenburg

VM-dag lige til glemmebogen – næsten   Andendagen af VM i maraton kajak i Brandenburg blev en dag med kun få danske lyspunkter mellem regnbygerne på det forblæste rostadion. Af de syv danskere på vandet lykkedes det kun for tre at komme i mål, alle i enerkajak. Juniorroeren Rasmus Alsbæk fra Maribo kom i mål som nummer 13, Nicolai Blach fra Skanderborg hentede en 19. plads hos herresenior, og i samme løb kom Martin Frederichsen Møller fra Maribo i mål på 21. pladsen. For de tre roere var der tale om godkendte præstationer i meget stærke felter. For de fire andre roere var dagen lige til glemmebogen. En sygdomsramt Cathrine Rask, der måtte stå over på juniorernes enerkajak i går, havde kun kræfter til en omgang af løbet i toerkajakken sammen med klubkammeraten fra Silkeborg, Line Langelund Eriksen. Parret var ellers et godt bud på medalje efter bronze ved EM i juli i Spanien. Heller ikke juniorroeren Rasmus Brandenhof Lind fra Vallensbæk eller seniorroeren Annemia Pretzmann fra Silkeborg ramte dagen og måtte udgå af deres respektive løb i enerkajak. Det var ikke vores dag i dag. Det var synd for toerkajakken med Cathrines sygdom og ærgerligt, at både Annemia og Rasmus gik kolde. Det kan kun blive bedre i morgen, sagde maratonkoordinator Karsten Solgaard.     Foto: Nicolai Blach på vej i mål.

Nedtur i Brandenburg

Annemia udgik   Som det var tilfældet for juniorroerne Cathrine Rask, Line Langelund Eriksen og Rasmus Brandenhof Lind tidligere på dagen, så formåede Annemia Pretzmann heller ikke at fuldføre sit løb ved VM i maraton kajak i Brandenburg. Silkeborg-roeren var med hos damesenior, hvor hun midtvejs i løbet lå til en plads i top 15.      

VM maraton: To både udgik

Alsbæk holdt den danske fane højt   Rasmus Alsbæk fra Maribo var ene om at holde den danske fane højt under formiddagens VM-løb for juniorer ved mesterskaberne i maraton kajak i Brandenburg. I herrejuniorernes enerkajak kom han i mål som nummer 13 efter et godt løb, hvor han på første omgang lå med i frontgruppen, men siden lod sig falde tilbage i sit eget tempo midt i feltet. Herfra roede han sig op i sidste halvdel af løbet til en placering i den bedste tredjedel. I samme løb stillede Rasmus Brandenhof Lind fra Vallensbæk også op, men han måtte udgå efter første omgang. Også damejunior toerkajakken med en sygdomssvækket Cathrine Rask sammen med klubkammeraten Line Langelund Eriksen, begge Silkeborg, måtte opgive efter to omgange. Vinder og verdensmester hos herrejunior blev Adam Varga fra Ungarn, og der var også ungarsk sejr hos damejunior til Zsofia Korsos og Viktoria Nagy.   Foto: Rasmus Alsbæk, th, på vej i mål til en 13. plads.  

Toerkajak stiller op i Brandenburg

Cathrine Rask er klar til start   Efter gårsdagens triste afbud i enerkajakken på grund af sygdom, er Silkeborgs Cathrine Rask nu kommet sig så meget, at hun stiller til start i dagens toerkajak i U18 sammen med klubkammeraten Line Langelund Eriksen ved VM i maraton i Brandenburg. Cathrine har haft godt af en ekstra dags hvile til at komme sig, men nu må vi se, hvor frisk hun er. Hun har i hvert fald meldt sig klar, siger maratonkoordinator Karsten Solgaard. Ud over damejuniorernes toerkajak byder andendagen af VM på dansk deltagelse i herrejunior enerkajak samt dame- og herresenior enerkajak.   9.00 – Herrejunior enerkajak Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub Rasmus Brandenhof Lind, Vallensbæk Kano og Kajak Club   09.03 – Damejunior toerkajak Cathrine Rask og Line Langelund Eriksen, Silkeborg Kajakklub   11.30 – Damesenior enerkajak Annemia Pretzmann, Silkeborg Kajakklub   14.45 – Herresenior enerkajak Nicolai Blach, Skanderborg kajakklub Martin Frederichsen Møller, Maribo Kajakklub         Foto: Line Langelund Eriksen og Cathrine Rask stiller til start i damejuniorernes toerkajak.   Livestream: https://www.youtube.com/watch?v=GLw6gXgXyA4

Utroligt comeback gav VM-sølv

Mageløse Mads sikrede dansk VM-sølv   Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg er kajaksportens comeback-konge nummer et og skal aldrig afskrives i et mesterskabsløb – heller ikke selv om alt håb synes ude. For håbet var nærmest forduftet med pagajen, som han tabte på anden omgang af VM-løbet i maraton kajak for U23 herrer i Brandenburg. Fra en position i en syv mand stor frontgruppe måtte han standse op for at fiske pagajen op igen uden at kæntre. Det kostede Silkeborg-roeren et tidstab på et minut og en placering på mellemhånd i tredje gruppe. I de næste omgange var alles øjne rettet mod et VM-opgør mellem sidste års sølvvinder Krisztian Mathe og den nykårede europamester Adam Petro, begge fra Ungarn, men ud af det blå dukkede Mads Brandt Pedersen op med to omgange tilbage i et nærmest uvirkeligt comeback. Som han gjorde det ved EM i juli, hvor han vandt sølv. Herfra mod målet var det danskeren, der satte dagsordenen, og på den sidste lille omgang op mod målet havde han guldet indenfor rækkevidde i et spurtopgør med Petro, men som det var tilfældet ved EM, viste ungareren sig stærkest i en medrivende finale. Man kunne have undt Mads Brandt Pedersen VM-guldet, men sølvet var faktisk en større præstation efter uheldet med pagajen og det utrolige comeback.   Foto: Mads Brandt Pedersen fik et utrolig comeback og fører her frontgruppen an.