Stort EM comeback

Imponerende comeback af Silkeborg-roer Selv om Silkeborg-roeren Anne-Mia Pretzmann væltede i massestarten og måtte hjælpes tilbage i kajakken igen, så præsterede hun et imponerende comeback i seniorernes enerkajak ved EM maraton i spanske Pontevedra. Fra positionen sidst i feltet med et tidstab på cirka fire minutter, roede hun sig omgang for omgang ind på konkurrenterne foran, og midtvejs i løbet var hun avanceret fem pladser til en 12. plads. Men, det var ikke nok for danskeren, der fortsatte ufortrødent og kort efter indhentede Jennifer Klein fra Tyskland. De to fulgtes ad en halv omgang, så satte danskeren igen et ryk ind og roede herfra mod målstregen til en fornem 10. plads. Vinder af løbet blev den mangedobbelte verdens- og regerende europamester Renata Csay fra Ungarn foran landsmandinden Vanda Kiszli, som vandt U23 løbet torsdag, og den regerende verdensmester Anna Koziskova fra Tjekkiet. Foto: Annemia Pretzmann kom stærkt tilbage efter sit uheld i starten.

Samarbejde gav EM-medaljer

Perfekt samarbejde sikrer dansk EM sølv og bronze   Danmark fik både sin tredje og fjerde medalje ved EM maraton kajak i Pontevedra, da et perfekt samarbejde mellem Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg og Nicolai Mørcke fra Lyngby udmøntede sig i EM-sølv til Silkeborg-roeren og EM-bronze til Lyngby-roeren i herre enerkajak U23 klassen. For 14 dage siden kæmpede de to danskere en indædt kamp mod hinanden ved DM i Horsens med Mads Brandt Pedersen som vinder, men i EM-løbet roede de taktisk sammen gennem hele løbet, hvor de ofte var i samtale med hinanden. Især efter, at de på tredje omgang skilte sig ud fra feltet i en tremands-gruppe sammen med ungarske Adam Petro. De fik hurtigt et forspring på et halvt minut, som de tre øgede løbet igennem. De to danskere forsøgte ad flere omgange at ryste Petro af, men ungareren viste sig for stærk. Også da Mads Brandt Pedersen på syvende omgang lavede et stort ryk. I stedet for at ryste Petro af, rystede det Mørcke af med 100 meter. På sidste overbæring forsøgte Mads Brandt Pedersen at få en fordel ved at komme først, men igen var Petro hurtigst, og da den ungarske roer fumlede med at komme op af kajakken, kom han til at tage armen om danskerens kajak og efterfølgende skubbe danskeren omkuld. Situationen så dramatisk ud, men virkede hændelig, og da danskeren krydsede målstregen 50 meter efter ungareren, var han hurtigt oppe på siden af Petro med et skulderklap og en tak for kampen. Foto: Adam Petro og Mads Brandt Pedersen takker hinanden efter løbet.

Danskerduel ved EM

Silkeborg vandt danskerduel EM maraton i toerkajakkerne for herrejunior i Pontevedra udviklede sig til en kamp i kampen for de to danske både med Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen fra Silkeborg samt Christian Olsen og Karl Find Hansen fra Vallensbæk. På de første to omgange var Silkeborg-duoen med fremme, men faldt så tilbage i tredje gruppe, hvor Christian Olsen og Karl Find Hansen sad sammen med det svenske par Adam Verderbrand og Anton Andersson. De tre par fulgtes ad til mål, hvor Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen vandt spurten foran Christian Olsen og Karl Find Hansen til henholdsvis en syvende- og en ottendeplads. Vinder blev Ungarn med Istvan Lukacs og Akos Obert. Foto: Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen fra Silkeborg lå med fremme i starten af løbet.  

Europamestre straffet

Uheldige danskere sled sig til bronze En gentagelse af guldet var indenfor rækkevidde i halvanden omgang for de regerende europamestre Cathrine Rask og Line Langelund Eriksen fra Silkeborg ved EM maraton i Pontevedra. Men løbet ændrede sig på dramatisk vis, da danskerne fik en tidsstraf på 15 sekunder for at tvinge den ungarske båd indenom bøjerne i vendingen i juniorernes toerkajak. Straffen betød, at danskerne blev sat af både den ungarske og den belgiske båd og kom til at ro på mellemhånd i resten af løbet i forsøget på at hente det tabte og de to både i front. Trods en heroisk indsat lykkedes det ikke for danskerne, der på sidste overbæring blev indhentet af den anden ungarske båd. Herefter udbrød et taktisk spil på den sidste korte runde på 1.000 meter, men heldigvis lykkedes det for Cathrine Rask og Line Langelund Eriksen at udmanøvrere konkurrenterne og spurte sig til en flot og fortjent bronze på de sidste 200 meter. Vinder af løbet blev Zsofia Korsos og Fuzsina Nagy med belgierne Hanna Plas og Roos Broekx på sølvpladsen.   Foto: Mens Cathrine Rask og Line Langelund Eriksen lå med i frontgruppen.

Flot dansk aftryk

Stærk fight af Vallensbæk-juniorer   I kamp mod Europas bedste juniorroere i enerkajak, leverede de to Vallensbæk-roere Karl Find Hansen og Christian Olsen en sand herrefight ved EM i maraton i spanske Pontevedra. Især Karl Find Hansen satte et flot dansk aftryk med sin syvendeplads, men også Christian Olsen gjorde det flot i et løb, hvor han roede alene i ingenmandsland i over halvdelen af løbet og sluttede som nummer 11. Kampen om medaljerne blev allerede afgjort på første omgang, hvor den senere vinder Bendegüz Bazsonyi fra Ungarn stak af sammen med sølvvinderen Luis Ferreira fra Portugal og bronzevinderen Nico Paufler fra Tyskland. Trioen opbyggede hurtigt over et minuts forspring, som de holdt til mål. Karl Find Hansen sad med i forfølgergruppen, der vekslede mellem at være på fem og syv roere, men på næstsidste omgang så han ud til at blive sat sammen med britten Joseph Petersen. Men danskeren og britten formåede at lave et flot comeback, hvor det altså endte med en syvendeplads til Karl Find Hansen. Mesterskaberne fortsætter i morgen med toerkajakkerne for juniorerne og enerkajakkerne for herre U23.   Foto: Karl Find Hansen på vej i mål på syvendepladsen.