VM kajak: Toerkajak i VM-finale

René Holten og Nils Boe i VM-finale Da de krydsede målstregen gav de straks hinanden håndslag på veludført arbejde, for med en andenplads i semifinalen i 500 meter toerkajak, er klubkammeraterne fra Maribo Kajakklub, René Holten Poulsen og Nils Boe, klar til lørdagens VM-finale i tjekkiske Racice. De tre første både gik i VM-finalen, og danskerne lå hele tiden med fremme og kæmpede til sidst med tjekkerne om førstepladsen i en tæt spurt. På tredjepladsen kom Hviderusland.  

VM kajak: Klar til forsvar af VM-guld

Andenplads sikrer VM-finale til René Holten   René Holten Poulsen er klar til forsvar af sit VM-guld i 1.000 meter enerkajak fra 2015 i Milano, da han i semifinalen torsdag eftermiddag kom i mål på andenpladsen ved mesterskaberne i tjekkiske Racice. I en taktisk præget semifinale styrede danskeren løbet frem til de sidste 200 meter, hvor hviderusseren Aleh Yurenia kom bagfra og satte en spurt ind, som René Holten Poulsen ikke kunne afvise. På tredjepladsen kom bulgarske Miroslav Kirchev.  

VM kajak: Sikker sejr sikrer finale

Emma klar til VM-finale Svenske Linnea Stensils fik lov at stikke af på de første 250 meter af semifinalen, men herfra overtog OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub styringen og roede sig sikkert i sin første VM-finale i 500 meter enerkajak ved mesterskaberne i tjekkiske Racice torsdag eftermiddag. På sidste halvdel af løbet var danskeren i fuld kontrol og førte med en bådlængde kort før målstregen, hvor hun kunne slappe af og fejre den sikre sejr. På andenpladsen kom serbiske Milica Starovic og med til VM-finalen, der ros lørdag, kom også Teresa Portela på tredjepladsen, mens Linnea Stensils brugte for mange kræfter på den eksplosive start og betalte for det med en fjerdeplads og en B-finale.

VM kajak: God præstation trods sygdom

Sportschef Bo Vestergaard – Lovende takter, men også lidt bekymring Generelt viste roerne lovende takter i torsdag formiddags indledende heats ved VM i kajak i Racice, men midt i den opløftende indsats var der også en lille smule bekymring at spore hos Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard. – Morten Graversen er småsyg med forkølelse, så selv om indsatsen i toerkajakken med Casper Pretzmann så lovende ud, så mistede Morten lidt af pusten til sidst i spurten. Heldigvis har han nu nogle timer til at restituere inden semifinalen, og så må vi bare håbe på det bedste, siger han. For de øvrige roere var Bo Vestergaard glad for at se, at Bolette Nyvang og Line Langelund formåede at ro premierenerverne af sig efter en lidt vaklende start for siden at ro frisk og uimponeret til. – Nu skal de bare ud at give den en skalle i semifinalen, og det samme gælder de andre. Emma Aastrand Jørgensen så godt ud i sit indledende heat, men jeg er sikker på, at hun hare mere i sig, og René Holten Poulsen roede et flot løb både teknisk og taktisk. Og i toerkajakken med Nils Boe er det bare ud at ramme den bedre i semifinalen, siger han.

VM kajak: Opløftende indsats af Casper og Morten

Tilbage på sporet for Silkeborg-duo   Siden den flotte fjerdeplads ved World Cup tidligere på året har resultaterne været op og ned for Silkeborg Kajakklubs Casper Pretzmann og Morten Graversen i 1.000 meter toerkajak. Under indledende heat ved VM i Racice syntes parret dog ved at komme tilbage på sporet ved at besætte tredjepladsen i en tæt finish med Slovakiet og Canada. Med tredjepladsen er Casper Pretzmann og Morten Graversen videre til eftermiddagens semifinaler.