Lyngby-roer slog til igen

Nicolai Mørcke dobler op på EM-finaler   Nicolai Mørcke fra Lyngby Kanoklub har for alvor roet sig ind på mesterskaberne i Beograd. Fredag formiddag roede han en EM-finale hjem over 500 meter enerkajak, og i semifinalen på kongedistancens 1.000 meter slog han igen til med en fornem andenplads efter britten Thomas Lusty. Både Lusty og Mørcke roede så stærkt, at britten satte ny europarekord med tiden 03:29.736, mens danskeren på andenpladsen nærmest tangerede bulgarske Miroslav Kirchevs tid fra 2013 på 3:30.178. Lyngby-roeren blev klokket for 03:30.480. Dermed skal U23-roeren både i aktion lørdag og søndag. Lørdag gælder det EM-finalen over 1.000 meter og søndag finalen på den halve distance.

EM-finale nummer 10

Suveræn sejr og EM-finale til Helene Juniorroeren Helene Fabrin-Brasted fra Vallensbæk Kano og Kajak Club gav Danmark den bedst tænkelige start på eftermiddagens semifinaler over 1.000 meter, da hun i sin enerkajak strøg først over målstregen ved U-EM i Beograd. Det blev endda til en ganske klar sejr til Vallensbæk-roeren. I mål var hun næsten to sekunder foran hviderusseren Alina Svita, som også kom med danskeren til lørdagens EM-finale. Det samme gjorde ukraineren Olha Buraho på tredjepladsen. Med Helene Fabrin-Brasteds EM-finale er Danmark nu oppe på 10 finaler.

Firerkajak i EM-finale

Junior-drenge napper EM-finale nummer ni   Med en overbevisende og stensikker førsteplads i semifinalen over 500 meter nappede junior-kvartetten med Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Simon Schuldt-Jensen, Holte Roklub, Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Holte Roklub Danmark EM-finale nummer ni ved U-mesterskaberne i Beograd. I semifinalen var den danske firerkajak næsten halvandet sekund hurtigere end Bulgarien på andenpladsen og Frankrig på tredjepladsen. De tre både gik alle i søndagens EM-finale. Løbet var formiddagens sidste semifinale over 500 meter med danskere i aktion. I eftermiddag følger semifinaler over 1.000 meter og indledende heats over 200 meter.

Lige ved og fjerdeplads

Fjerdeplads til toerkajak   Som det var tilfældet for junior-pigerne i firerkajakken sluttede U23-roerne Tommas Nielsen og Rasmus Brandenhoff-Lind fra Vallensbæk Kano og Kajak Club på den utaknemmelige fjerdeplads i semifinalen i toerkajak over 500 meter ved U-EM i Beograd. Kun de tre første, Slovenien, Ukraine og Moldova, slap videre til EM-finalen. Der ros ikke B-finale i toerkajakken, men de to Vallensbæk-roere får en ny chance i eftermiddag i semifinalen over 1.000 meter.

Fjerdeplads rakte ikke for firer

Junior-kvartet misser EM-finale På forhånd var der håb og forventninger om en EM-finale til de danske junior-piger i firerkajakken over 500 meter. Men Mette Hemmingsen, Sorø Kajakklub, Caroline Emilie Faurschou, Silkeborg Kajakklub, Emma Bock, Hellerup Kajakklub og Josefine Balslev Erichsen, Holte Roklub sluttede med en fjerdeplads desværre lige udenfor den finalegivende Top 3 i semifinalen ved U-EM i Beograd. De tre finaledeltagere blev Ukraine, Tjekkiet og Portugal. Der ros ikke B-finale i firerkajakken.