OL-profiler får økonomisk boost frem mod Rio (DIF Pressemeddelelse 7. 10. 14) Et individuelt olympisk scholarship på 100.000 kr. til ni atleter skal gøre en forskel i atleternes forberedelser frem mod et topresultat ved OL i Rio de Janeiro om knap to år. Danmarks Idrætsforbund (DIF) har givet et olympisk scholarship til følgende atleter: Jesper Hansen (33 år) Skeet, Københavns Flugtskytte Klub Maja Jager (22 år) Recurve, Broby Bueskytte Klub Mie Ø. Nielsen (17 år), Aalborg Svømmeklub Emma Jørgensen (18 år), Maribo Kajakklub Ida Marie Baad Nielsen (22 år) og Marie Thusgaard (21 år), 49erFX, Aarhus Sejlklub Jonas Warrer (35 år), 49er, Kongelig Dansk Yachtklub Lisbeth Falch Jacobsen (27 år), Bagsværd og Mette Dyrlund (25 år), Danske Studenters Roklub, damedobbeltsculler Morten Rodtwitt, OL-chef og chef de mission i DIF, siger: ”Vi har valgt atleter, hvor et scholarship både økonomisk og som yderligere motivation kan gøre den lille ekstra forskel, som kan løfte dem op på højeste niveau til OL i Rio. Atleterne har vundet medaljer ved VM og EM, men endnu ikke ved OL, dog undtaget Jonas Warrer. De ni er udvalgt blandt mange kvalificerede kandidater, og vi har prioriteret så der er en fornuftig fordeling mellem sportsgrene og primært støttet yngre atleter.” Modtagerne opfylder kriterierne for at få et olympisk scholarship, idet de har et sportsligt niveau med sandsynlighed for kvalifikation til OL, potentiale til top 8 ved legene i Rio, og de dyrker ikke en sportsgren med en høj personlig indkomst, så det økonomiske bidrag og anerkendelsen kan gøre en betydelig forskel i atleternes OL-kampagne. Pengene til de ni Rio-scholarships kommer fra Olympic Solidarity under IOC. Emma Jørgensen, Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard samt Lisbeth Falch Jacobsen og Mette Dyrlund har ikke tidligere deltaget ved OL. Ved VM i sejlsport i september hentede de danske sejlere syv OL-nationspladser, som der skal sættes navne på senere. Det blev også til to danske VM-medaljer – begge af sølv – og de blev vundet af netop Ida Marie og Marie i 49erFX og af Jonas Warrer sammen med sin nye makker Anders Thomsen i 49er. Månedlig støtte og et rejselegat Atleterne kan bruge pengene til de formål der passer dem bedst, fx ifb. med daglig træning, tilskud til husleje, aflønning af specialtrænere og lign., træningslejre og konkurrencer, rejseudgifter til OL-kvalifikationskonkurrencer m.m. Støtten løber fra 1. september 2014 frem til og med OL i august 2016 og er på 500 dollars pr. måned i de 24 måneder samt et rejselegat på 5.000 dollars. Det svarer til i alt 100.000 kr. med den nuværende dollarkurs. Scholarship betales bagud hver 4. måned. Mister atleten sin mulighed for OL-kvalifikation og i sidste ende OL-udtagelse ophører støtten. Atleterne – de der har mulighed for at være til stede – mødes tirsdag 7. oktober hos DIF, hvor der formelt skal underskrives en kontrakt og atleterne have info om de mange muligheder i brug af scholarship og rejselegat. OL i Rio er fra 5.-21. august 2016. Yderligere oplysninger fås hos: Morten Rodtwitt, OL-chef og chef de mission i DIF, mrt@dif.dk, mobil 29 37 09 16