Syvendeplads til firerkajak

I en VM-finale, hvor de regerende verdensmestre og olympiske mestre fra Ungarn højest overraskende måtte se sig slået og vippet af tronen af Belarus, kom den danske kvartet med Pernille Knudsen, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen i mål på syvendepladsen over de 500 meter firerkajak på Bagsværd Sø. Bronzen gik til Rusland. I finalen stred danskerne bravt for den bedst mulige placering og lykkedes i en tæt afslutning at holde Tjekkiet og Norge bag sig.

Emma fulgte guld op med bronze

To finaler – to medaljer. Emma Aastrand Jørgensen gjorde det igen. Efter lørdagens VM-guld i 200 meter enerkajak, fulgte hun søndag formiddag op på flot vis ved at besætte bronzepladsen i finalen i 500 meter enerkajak ved VM på Bagsværd Sø. I et særdeles kompetent finalefelt lå hun midtvejs udenfor medaljerne, men på det sidste stykke mod mål roede hun sig uimodståeligt frem til tredjepladsen, samme placering, som ved OL i Tokyo. Verdensmester blev New Zealands Aimiee Fisher, der førte fra start til mål. Andenpladsen tog OL-sølvvinderen Tamara Csipes fra Ungarn.

To B-finaler til Nicolai

Lørdag eftermiddag roede Nicolai Winther sig i to B-finaler ved VM på Bagsværd Sø. Først var han på vandet i semifinalen over 500 meter enerkajak, hvor han sluttede femmer. Derefter fik han klubkammeraten fra Silkeborg, Cathrine Rask, med i båden i 200 meter mix toerkajak. I indledende heat blev det til en femteplads, og via en syvendeplads i semifinalen roede parret sig i søndagens B-finale. Her venter også 5.000 meter VM-finalen for Cathrine Rask.

Sportschef Lars Robl: Fantastiske præstationer

Efter lørdagens fire VM-finaler på Bagsværd Sø og med guld, sølv og bronze til Danmark, havde sportschef Lars Robl svært ved at holde sin begejstring tilbage. – Fantastiske præstationer af vores atleter. Så kort kan det siges, sagde han. Uddybende fremhævede han VM-guldvinderen Emma Aastrand Jørgensens imponerende evne til at være der på dagen og levere, når det gælder. – Emma er jo ligeså træt, som alle andre, der har været med til OL. Alligevel formår hun at gøre, som Emma plejer at gøre. Hun er altid dybt fokuseret på opgaven og går ud og leverer – også i denne situation. Det er dybt imponerende, sagde Lars Robl. Han var også imponeret over Simon Schuldt-Jensens og Morten Graversens sølv samt Pernille Brandstrup Knudsens bronze. – Det er helt enestående, at alle tre formår at vende skuffelse til noget positivt, sætte sig et nyt mål og forløse det på den her måde. For Simon og Morten efter den missede OL-kvalifikation i foråret, hvor de umiddelbart efter vendte fokus på VM i samarbejde med cheflandstræner Zoltan Bako. Pernille, der gik glip af OL på grund af en skade, har gået sine egne veje for at forberede sig til et comeback ved VM, men for alle tre de rigtige veje, for det var suveræne præstationer, vi så i dag, sagde Lars Robl. Den fjerde VM-finalist, René Holten Poulsen, sluttede på syvendepladsen. – René er i proces og inde i en god udvikling, så syvendepladsen er et skridt på den vej. Nu bliver det spændende at følge ham i morgen i VM-finalen i toerkajak sammen med Victor Gairy Aasmul, sagde Lars Robl.