Spring Regatta
Sæsonstart med Rio for øje Efter 11 ugers træningslejr i Florida er det danske sprintlandshold i kajak tilbage i Danmark igen og klar til at åbne sæsonen i weekenden ved det traditionsrige Spring Regatta på Bagsværd Sø. Spring Regatta, der arrangeres i et samarbejde mellem Lyngby Kanoklub og Dansk kano og Kajak Forbund, samler hele den danske, svenske og norske elite. – Det er med spændt forventning og lidt sommerfugle i maven, at vi tager hul på sæsonen mod den svenske og norske, men også den hjemlige danske elite. Vi synes selv, vi har haft optimale forberedelser i Florida, men et er træning, noget andet konkurrence, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. For sprintlandsholdet er kvalifikation til og medaljer ved OL i Rio sæsonens altoverskyggende mål. På nuværende tidspunkt er den regerende og dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo officielt udtaget til legene i 1.000 meter enerkajak. Desuden har Dansk Kano og Kajak Forbund fået damernes firerkajak og toerkajak på 500 meter udtaget. – Om en lille måned (17.-18. maj) finder det europæiske kvalifikationsstævne sted i Duisburg. Her håber vi på OL-kvalifikation til vores herre toerkajak på 1.000 meter og herre enerkajak på 200 meter, siger Bo Vestergaard. Ny toer-konstellation Ved VM i Milano sidste år glippede kvalifikationen for toerkajakken med klubkammeraterne René Holten Poulsen og Nils Boe efter tyvstart, og da René Holten Poulsen efterfølgende kvalificerede sig i enerkajak, må han ifølge det internationale forbunds regler ikke stille op igen i Duisburg. I stedet har Nils Boe fået ny makker i båden, nemlig Morten Graversen fra Silkeborg, der for to år siden fik sit internationale gennembrud med sølv ved både junior EM og VM på 1.000 meter enerkajak. Desuden blev det til bronze i 500 meter toerkajak ved EM. – Nils og Morten har haft et godt træningsforløb i Florida og begge har en god fornemmelse før Spring Regatta. Her skal de møde den svenske og norske båd, der også stiller op til OL-kvalifikation, så resultatet i Bagsværd vil give os en god indikation på, hvor Nils og Morten står lige nu, og hvad der skal arbejdes videre med den kommende lille måned, siger Bo Vestergaard. På 200 meter enerkajak er det Maribos Orion Pilo, der skal forsøge at kvalificere sig. Maribo-roeren er regerende U-23 europamester på distancen, og ved senior VM i Milano imponerede han stort og var en bådspids fra at kvalificere sig til A-finalen – i øvrigt i skarp konkurrence med den senere bronzevinder og tidligere verdensmester, svenske Petter Menning. – Petter Menning stiller desværre ikke til start ved Spring Regatta. Ham ville Orion gerne have mødt, siger Bo Vestergaard, der tror på, at Orion Pilo vil være blandt favoritterne til at vinde Spring Regatta. På damesiden er modstanden størst i toerkajakken, hvor både Sverige og Norge møder frem med de roere, som skal forsøge at komme til Rio. På firerkajakken har de to nationer derimod ikke deres A-både med, så her kan den hårdeste modstand komme fra en dansk U-23 båd. Efter Spring Regatta tager de roere, som skal forsøge at kvalificere sig til OL, på træningslejr i Ungarn sammen med René Holten Poulsen. Holder øje med femte dameroer I umiddelbar forlængelse af OL-kvalifikationen er Duisburg også vært for World Cup. Herefter følger endnu en World Cup i Racice i Tjekkiet ugen efter og EM i Moskva sidst i juni, inden de udtagne OL-roere tager på træningslejre i henholdsvis Ungarn og Portugal op til legene i Rio, som for kajakroerne finder sted fra 15.-20. august. – På damesiden skal vi bruge de to World Cups og EM til at finde frem til konstellationer med det største medaljepotentiale. Med kvalifikationen af firerkajakken og toerkajakken må vi også stille op i enerkajak på 500 og 200 meter, siger Bo Vestergaard. OL-holdet består lige nu af de fire roere, som kvalificerede bådene ved VM i Milano, nemlig Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, Amalie Thomsen fra Limfjorden samt Henriette Engel Hansen og Ida Villumsen fra 361. – Under Spring Regatta vil vi iagttage, om der er roere med potentiale til OL-kvalifikation i enerkajak. Viser det sig at være tilfældet, og kan vi opnå OL-kvalifikation med en femte roer, åbner det nye muligheder for sammensætningen af bådene til OL. Derfor bruger vi også Spring Regatta til at prøve en ny toer sammensætning med Henriette Engel Hansen og Amalie Thomsen, mens Emma Aastrand Jørgensen får prøvet sig af i enerkajak, siger Bo Vestergaard. OL-kvalifikationen i Duisburg er også for para-roere, der slår kvalifikation og VM sammen i et og samme stævne. Her stiller de to Vallensbæk-roere Kasper Thomsen og Jonas El Awsy op i forsøget på at kvalificere sig til Paralympics.