DM i kano og kajak Sprint i Holstebro

Dansk Kano og Kajak Forbund og kajakklubben Pagaj Holstebro afvikler i dagene 6, 7 og 8. september danske mesterskaber på Vandkraftsøen i Holstebro. Mesterskaberne finder sted kun en uge efter et vel overstået VM i Tyskland, hvor de danske eliteroere leverede en række gode resultater med Rene Holten Poulsens sølvmedalje i enerkajak 500 m som det absolutte højdepunkt. Hele den danske kano og kajakelite med Rene Holten Poulsen, Henriette Engel Hansen og juniorverdensmesteren Emma Jørgensen i spidsen vil være tilstede sammen med de mange unge talentfulde kano og kajakroere, som kano og kajaksporten råder over i disse år. Der deltager i alt 359 aktive fra 35 klubber. Mesterskaberne afvikles på Vandkraftssøen i Kajakklubben Pagajs 75 års jubilæumssæson. Klubben har i mere end 50 år lagt sø og arbejdskraft til mange regattaer og danske mesterskaber. Her i deres jubilæumssæson står en velforberedt stab af frivillige igen klar til at afvikle DM på det fine baneanlæg på søen. Vejrudsigten siger sol og varme og samtidig venter der kano og kajakinteresserede mange spændende løb på distancerne 200 m, 500 m, 1000 m, samt de længere løb på 2500 m, 5000 m og 10.000 m. DM slutter søndag eftermiddag. Se program på http://dk.youpaddle.org/begivenheder/2013-09/dm-sprint-2013/   Med venlig hilsen Dansk Kano og Kajak Forbund   Kontakt: Kajakklubben Pagaj Holstebro, stævneansvarlig Poul Munk-Poulsen 4019 3913 / formanden@pagaj.dk DKFs sportschef Bo Vestergaard, 4091 1691/bo.vestergaard@kano-kajak.dk DKFs formand Ole Tikjøb, 4091 0511 /ole.tikjoeb@kano-kajak.dk  

Damernes fredag ved EM i kajakpolo

Vi lagde dagen ud med at spille en framragende halvleg mod de forsvarende VM og World Games mestre, Tyskland, som endte 3-0 til Tysklands favør. Desværre gik anden halvleg knap så godt, og med kun en udskifter blev holdet kørt trætte og turneringens første og forhåbentlig sidste æg måtte sluges. Senere var det de glubske svenskere der stod for skud. Her gik starten desværre still for sig, men da en ganske urimelig dommerkendelse kostede en gult kort og 2 min på bænken, blev det for alvor sat gang i temperamentet. Det første mål blev derfor sat – trods undertallet af spillere – og grobunden var sat for en velfortjent sejr. I morgen møder vi Schweiz, Sverige og Rusland – og vi ser frem til at uddele flere øretæver. Tekst: Cecilie Weinreich Foto: Pixi Iversen

Endelig igang ved EM

Efter to dage med træning og spændt venten gik EM endelig igang torsdag for alle hold. Damelandsholdet lagde ud med en svær kamp mod Frankrig, og den blev desværre tabt lidt (for) stort med 1-11. Derefter ventede en nøglekamp Mod Polen, som var vores hårdeste konkurrent til puljens tredjeplads, der ville give adgang til topspillet. Vi startede kampen fint, men desværre er polakkerne hele tiden lige en tand skarpere kampen igennem, og vi taber 3-6. En lidt øv-start på slutrunden, men godt endelig at komme igang.   Tekst: Stine Mathiasen Foto: Pixi Iversen

EM er skudt i gang.

Nyheder fra Poznan Torsdag d. 22. august 2013 De danske mænd var blevet placeret i gruppe med Litauen, Finland, Irland, og de forsvarende europamestre fra Frankrig. Første kamp var mod Frankrig, en modstander som Danmark spillede uafgjort med ved sidste års VM, men som de har haft sværere ved at tøjle i år i forbindelse med de internationale turneringer. På trods af dette, var det tæt på at blive endnu en uafgjort, men desværre sluttede kampen 3-1 i fransk favør og vejen til førstepladsen i gruppen forduftede. Herefter blev det til en knusende sejr over Finland med 9-1, hvilket gør, at sejre over Irland og Litauen i morgen (læs: fredag) vil betyde en andenplads, og dermed en opfyldelse af delmålsætningen om at komme videre til anden runde. Den endelige målsætning lyder på en semifinale, hvilket bliver svært, men med dagens spil, absolut ikke en umulighed. Tekst: Pixi Iversen Fotograf: Caroline Beijersten