Klasse-løb af damefirer giver håb om OL-kvalifikation Med kniven for struberne gik den danske dame-firer i kajak på vandet søndag formiddag og leverede et klasse-løb i B-finalen ved VM i Szeged. Kravet til Emma Aastrand Jørgensen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen var krystalklart. Vind eller bliv bedste europæiske nation efter en asiatisk eller amerikansk nation – eller sig farvel til muligheden for OL-deltagelse næste år i Tokyo. Og danskerne holdt hovederne kolde i den steghede varme i Ungarn og leverede varen med en fremragende andenplads efter Kina, men nok så vigtigt foran britterne, der midt i løbet pressede danskerne hårdt. Men på de sidste 200 meter satte danskerne turbo på og lagde klar afstand til britterne, der blev henvist til fjerdepladsen efter Canada på tredjepladsen. – Når man SKAL levere varen, så var det bare klasse, klasse, klasse af pigerne, sagde en glad sportschef Lars Robl efter løbet. Hos firerkajakkerne er OL-kvalifikationssystemet temmelig indviklet, så først efter VM går en allokeringsproces i gang, som skal regne på, om de danske pigerne kommer med til Tokyo. – Men lige nu ser det godt ud, så vi har god grund til at håbe, sagde Lars Robl.