Danske kajakatleter høster to semifinaler ved OL

Endnu en dag er gået med fuld knald på kajakkonkurrencen ved OL i Paris. Her får du en opsummering over dagen. Emma Aastrand Jørgensen lagde ud med en kraftpræstation, da hun i K1 500 meter roede sig til en andenplads i det indledende heat. Med en tid på 01.50.93 gik hun direkte videre til semifinalen. Stort tillykke! Semifinalen finder sted på lørdag, og du kan se med på DRTV fra klokken 10.30. Dansk herre K1 videre Det var også i dag, at René Holten Poulsen var på vandet for første gang til dette OL. I herrernes K1 1000 meter roede han sig til en femteplads i det indledende heat med en tid på 03.40.14. Han skulle derfor videre til kvartfinalen, og her endte han på en flot og velfortjent førsteplads med en tid på 03.35.48. Han skal ro semifinale på lørdag fra klokken 11.10. Stort tillykke til René! I morgen, torsdag den 8. august, skal den danske K4’er i aktion igen. De skal ro semifinale klokken 12.00. Du kan se med på DRTV, og vi opdaterer selvfølgelig løbende på Facebook, Instagram og her på hjemmesiden.

Dansk K4’er er videre til OL-semifinale

Første dag til kajakkonkurrencen ved OL i Paris er ovre, og seks ud af syv danske atleter har været på vandet. Victor Gairy Aasmul, Lasse Bro Madsen, Morten Graversen og Magnus Sibbersen endte på sjettepladsen i K4’eren i det indledende heat med en tid på 1.22.98. De fire herrer gik derfor ikke direkte videre til semifinalen, men måtte forbi kvartfinalen. Her roede de sig ind på en tredjeplads med en tid på 01.20.56. De kvalificerede sig dermed til semifinalen, som finder sted på torsdag. K2’eren ude af OL De regerende verdens- og europamestre Emma Aastrand Jørgensen og Frederikke Hauge Matthiesen var på vandet i K2’eren. I det indledende heat endte de med en tid på 01.45.02, og de roede sig derfor ind på en tredjeplads. De to kvinder måtte derfor også forbi kvartfinalen. Her endte de som nummer fem med en tid på 01.42.61. Dermed lykkedes det desværre ikke Emma Aastrand Jørgensen og Frederikke Hauge Matthiesen at kvalificere sig til semifinalen. I morgen skal Emma Aastrand Jørgensen på vandet igen, når hun skal ro K1 500 meter klokken 09.30. René Holten Poulsen ror K1 1000 meter klokken 10.40. Begge heats kan ses på DR2, og vi ønsker de to kajakatleter held og lykke! 

OL står for døren: Her er sportschefens forventninger

[Foto: Yellows for Team Danmark] De syv danske OL-kajakroere er mere end klar til, at kajakkonkurrencen i Paris skydes i gang tirsdag den 6. august. Vi har talt med sportschef Torben Koue om forberedelserne og hans forventninger til de kommende dage. Lørdag ankom de syv danske OL-kajakroere til Paris, efter at forberedelserne de seneste måneder, uger og dage er blevet intensiveret op til OL. Flere års træning er på vippen til at kulminere, og atleterne er klar til at repræsentere den rød-hvide fane på vandet, når kajakkonkurrencen ved dette års OL går i gang tirsdag den 6. august. To af atleterne, René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen, har deltaget ved OL tidligere, mens det for de fem andre er deres OL-debut. Vi har talt med sportschef Torben Koue om hans forventninger til konkurrencen og de mange ugers intense træning, der ligger forud for OL. For selvom OL har været i gang i godt halvanden uge, er de danske kajakroere først nu ankommet til Paris. – Det har i virkeligheden været enormt rart. Vi har kunnet fornemme stemningen blandt de danske atleter, og vi har selvfølgelig fulgt med i OL og glædet os over alle de gode præstationer. Vi har glædet os til at bidrage til den danske stemning, og det har været dejligt, at vi har kunnet fokusere på vores egne præstationer, siger sportschef Torben Koue. Hård træning og formtopning De danske kajakatleter har i løbet af juli været i Portugal ad to omgange for at træne til OL, og ifølge Torben Koue er træningen forløbet som forventet. – De første 14 dage var virkelig hård træning, hvor roerne bare knoklede igennem. Så havde de en uge i Danmark, hvor de kunne tanke ny energi og være sammen med deres nærmeste. Og de seneste 14 dage har så handlet om regulær formtopning, hvor vi er gået ned i mængde og op i intensitet i træningen, siger sportschefen.  Roerne fordeler sig i fire forskellige kajakker. Victor Gairy Aasmul, Lasse Bro Madsen, Morten Graversen og Magnus Sibbersen sidder sammen i K4’eren. Frederikke Hauge Matthiesen og Emma Aastrand Jørgensen skal kæmpe sammen i K2’eren. Mens både René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen ror K1. Det er således et rekordstort kajakhold, Danmark stiller med ved dette års OL i Paris, og spørger man Torben Koue, har alle fire både gode chancer for at nå langt i konkurrencen. De fire herrer i K4’eren kan – hvis alt går vel – være blandt de bedste i verden. – Hvis de holder alle de aftaler, de har trænet og konkurreret med det sidste lange stykke tid, så er forventningen fra eliteafdelingen, at de kan eksekvere et løb, som er virkelig, virkelig hurtigt. Og så er de blandt de bedste i verden, siger han. Fokus rettet mod toppen Også de to kvinder i K2’eren kan blande sig i toppen, vurderer Torben Koue og understreger, at der er tale om de regerende europa- og verdensmestre. – Det er verdens bedste kajakroere, der har gjort alt for at være klar til OL. Når Emma og Frederikke gør det bedste de kan – med det de har i øjeblikket – og holder et skarpt fokus på deres egen præstation, så kommer de til at gøre sig gældende i toppen, siger han. I de to K1-kajakker er der tale om to erfarne kajakroere, som altså har deltaget ved OL før, og ifølge Torben Koue har Emma Aastrand Jørgensen “fokus rettet direkte mod toppen”. For René Holten Poulsen er der tale om hans sidste OL, da han efter legene indstiller karrieren. – Som jeg forstår det, har han et skarpt fokus på at gå ud og nyde sit sidste OL. Og få det optimale løb, hvor han kan bruge alt sin viden og erfaring til at placere sig i den bedst mulige position, så han kan få det bedst mulige resultat. Det vigtigste er, at han kan være stolt og få det løb, han ønsker at afslutte sin karriere med, siger Torben Koue.

Dansk maratonlandshold høster medaljer ved EM

Foto: Jan Eriksen I weekenden blev der afholdt EM i maratonkajak i Poznan i Polen, og det danske landshold fik en lang række medaljer med hjem. I alt blev det til ni medaljer – fem guld, to sølv og to bronze. I seniorrækken og U23-rækken fordelte medaljerne sig således: Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub: Guld K1, short race Frederik Søndergaard, Vallensbæk Kano- og Kajak Club: Bronze K1-parakajak Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano- og Kajak Club: Guld K1 U23 Philip Knudsen, Lyngby Kanoklub: Guld K1 U23 Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub: Guld K1 Søren Maretti og Philip Knudsen (Silkeborg Kajakklub og Lyngby Kanoklub): Guld K2 Stort tillykke til de danske roere.

Billetter til OL Kajak

Billetter sælges online Billetter frigives løbende se den officielle hjemmeside. (PS de specielle biletter DKF havde er afhændet) Program Tirsdag 6. aug. 9:30-14:50 Mænd K4 500m Indledende og 1/4 finale Kvinder K2 500m Indledende og 1/4 finale Onsdag 7. aug. 9:30-15:10 Mænd K1 1000m Indledende og 1/4 finale Kvinder K1 500m Indledende og 1/4 finale Torsdag 8. aug. 10:30-14:30 Mænd K4 500m Semifinale og finale Fredag 9. aug. 10:30-14:30 Kvinder K2 500m Semifinale og finale Lørdag 10. aug. 10:30-14:20 Kvinder K1 500m Semifinale og finale Mænd K1 1000m Semifinale og finale