Indkaldelse til åben samling U18-/U21-kajakpolo landshold sæson 2020 starter nu.

U18-/U21-kajakpolo landshold starter sæson 2020 med en åben træningssamling i Odense lørdag-søndag den 2. – 3. november 2019. Målgruppen: Kajakpolo-drenge født i år 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003, der aktivt vil forsøge at tilkæmpe sig en landsholdsplads. Mødested: Svømmehallen på SDU, Campusvej 55, 5230 Odense. Tidspunkt: Vi mødes lørdag den 2. november kl. 11.00. Klar til hjemrejse søndag den 3. november kl. 13.00. Husk at medbringe: Alt sædvanligt kajakpoloudstyr inklusiv vest. Liggeunderlag, sovepose mm samt madpakke der dækker jeres sult frem til lørdag kl. 17.00. Herefter vi I få mad og drikke frem til træningen slutter søndag kl. 13.00. Deltagerbetaling: Det koster 250 kr. at deltage. DKF foretager opkrævningen. Tilmelding: Tilmelding sker ved indsendelse af udfyldt tilmeldingsblanket. Uanset om du er under eller over 18 år, skal alle felter i tilmeldingsblanketten udfyldes. Også kontaktoplysninger til værge/forældre. Sendes til joern.hansen@tryg.dk senest torsdag den 17. oktober. Vi glæder os til at se jer i Odense.   Med venlig hilsen   Trænerteamet Michael Jakobson 2054 5457 Jørn Vest Hansen 2333 5750   Download tilmeldingblanket, aktivitetskalender 2020, estimat på økonomi her

Jørn Cronberg er gået bort.

Det er med stor sorg at vi modtager information om at DKF’s æresmedlem Jørn Cronberg (f. 1948) er død i dag efter længere tids sygdom. Jørn var 2 gange formand for Dansk Kano og Kajak Forbund.  Jørn var frem til sin død medlem af ICF bestyrelse og havde besiddet den post siden 1984. Jørn har spillet en meget stor rolle i udviklingen af maraton kano og kajak. Jørn har i mange år været bosiddende i Norge, hvor han efterlader sig samleverske Ellen Marie Sve. Herhjemme efterlader Jørn sønnerne Mikkel og Anders samt datteren Julie. Vi har endnu ingen oplysninger og familiens ønsker om bisættelse,  men vil på et senere tidspunkt offentliggøre dette. Vores tanker går til de efterladte. Æret være Jørns minde Dansk Kano og Kajak Forbund Ole Tikjøb, formand Christian Jacobsen, direktør

Udtagelse til VM Maraton, Kina

Udtagelse til VM Maraton 17 – 20 OKT 2019 i Shaoxing, Kina   På baggrund af resultaterne fra DM samt iagttagelser op til og under EM i Decize, er følgende udtaget til VM i Shaoxing: Mads Brandt Pedersen Silkeborg Kajakklub K1, herre, senior og U23 Thorbjørn Rask Silkeborg Kajakklub K1, herre, U23 og K2, herre, senior Nicolai Winther Silkeborg Kajakklub K1, herre, senior og K1, herre, short distance Casper Pretzmann Silkeborg Kajakklub K2, herre, senior Søren Maretti Silkeborg Kajakklub K2, herre, senior Rasmus Brandenhoff Lind Vallensbæk Kano og Kajak Club K2, herre, senior Nikolaj Thomsen Marselisborg Kajak Club K1, herre, U18 og K2, herre, U18 Philip Knudsen Lyngby Kano og Kajakklub K1, herre, U18 og K2, herre, U18 Noah Pedersen Silkeborg Kajakklub K2, herre, U18 Silas Rundholm Silkeborg Kajakklub K2, herre, U18 William Anker Scales Nybro-Furå Kano og Kajakklub C1, herre, U18 og C2, herre, U18 Kristoffer Ravn Neve Nybro-Furå Kano og Kajak Klub C2, herre, U18 Emilie Rosenkilde Nybro-Furå Kano og Kajak Klub K1, dame, senior og K1, dame, short distance Pernille Hostrup Vallensbæk Kano og Kajak Club K1, dame, U18 og K2, dame, U18 Anna Find Hansen Vallensbæk Kano og Kajak Club K1, dame, U18 Kristine Rohde Silkeborg Kajakklub K1, dame, U18 Udover ovennævnte deltager Karsten Solgård (teamleder), samt Thomas Rask og Thor Nielsen (teamstaff). De udtagne atleter har modtaget mail med praktiske oplysninger. Lars Robl, sportschef

“Ready Steady Tokyo Test Event”

“Ready Steady Tokyo Test Event”   Samtidig med, at morgendagens stjerne skabte resultater ved Olympic Hopes Regatta 2019, så har vores olympiske atleter testet forholdene på det olympiske anlæg i Tokyo – Sea Forest Waterway – de seneste otte dage. Det er sket i rammen af “Ready Steady Tokyo Test Event”, hvor der indledningsvis var tre dages træning på anlægget efterfulgt af fire dages konkurrence. Danmark var tildelt fire kvoter på damesiden, og vi deltog med Emma, Line, Julie og Pernille. Den besætning, der – ved VM i Szeged i sidste måned – sikrede Danmarks deltagelse på K4 500m ved OL 2020. Herudover deltog Zoltan og undertegnede. For en gangs skyld var de sportslige resultater henvist til anden række. Det primære formål for atleter og stab har været at skaffe sig kendskab til anlægget og forholdene herude samt skaffe alle de data, der kan kvalificere det kommende års forberedelse op mod OL. Atleterne fik gode erfaringer med kroppens reaktioner på forskellen over syv tidszoner, varmen, den høje luftfugtighed, maden, anlæggets særegne karakteristika og set-up samt den japanske måde at afvikle en konkurrence på og meget mere. Samtidig var der tid til at opleve Tokyo, så der nu kan fokuseres fuldstændig på konkurrencerne næste år. Zoltan og jeg havde desuden mulighed for at besøge de steder og træffe aftaler med de lokale myndigheder, der er relevante i forhold til placering af vores træningslejr i Japan forud for OL.   I selve konkurrencen deltog vi med følgende resultater: K1 200m: Emma nr. 8 og Julie nåede frem til kvartfinalen, men missede semifinalen. K1 500m: Pernille nr. 12 K2 500: Emma/Line nr. 9 og Pernille/Julie nr. 12 I morgen vender vi snuden mod Danmark, hvor atleterne kan se frem til en tiltrængt og velfortjent pause efter en lang sæson og med en “rygsæk” fuld af gode erfaringer.   På falderebet skal blot lyde et stort tillykke til “næste bølge” ved Olympic Hopes Regatta med de gode resultater og hæng i…. for det er kæmpestort og et privilegium at have kæmpet sig til en plads på den “den store scene” som OL er.   Sportschef Lars Robl    

Olympiske talenter overgik sig selv

Olympiske talenter overgik sig selv   Det var ikke så ringe endda! Sådan konkluderede talentchef og U-landstræner Finn Pape med jysk beskedenhed et nyt og historisk resultat ved Olympic Hopes Regatta i Bratislava for U15, U16 og U17. Sidste år skrev talenterne kano-og kajakhistorie i Poznan med 13 medaljer med fem af guld, tre af sølv og fem af bronze, men overgik i Bratislava den rekord. Her blev det igen til 13 medaljer og igen med fem af guld. Til gengæld nåede sølvhøsten op på fem, mens bronzen blev på tre. Det var en fantastisk afrunding på sæsonen med mange gode oplevelser for atleterne både sportsligt og resultatmæssigt. Og set i et større perspektiv kan jeg kun håbe på, at det har givet dem endnu større lyst og motivation til at udvikle sig fremadrettet for at blive eliteroere på vores U18-landshold, sagde Finn Pape. Det flotte resultat i Bratislava skyldtes ikke mindst kanoroerne, der sidste år hjemførte to guldmedaljer, men i år føjede yderligere tre medaljer til og nåede op på fem. Igen blev det til to af guld og det ene et historisk et af slagsen til firerkanoen over 500 meter med Nybro-Furå Kano og Kajakklubs Kristoffer Ravn Neve, William Anker Scales, Daniel Møller og William Birch Johansson. Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales tog det andet guld ved at forsvare sidste års mesterskab over 200 meter. Desuden tog parret sølv over 1.000 meter, mens det blev til sølv og bronze for Kristoffer Ravn Neve over 200 og 500 meter enerkano. Sidste år overraskede kanoroerne positivt i Polen, men gjorde det endnu mere i Bratislava med fem flotte medaljer i U17, sagde Finn Pape. De øvrige otte medaljer gik til kajakroerne med tre af guld, tre af sølv og to af bronze. Den unge U15-roer Nikolaj Bryde fra Hellerup Kajakklub blev dobbelt mester i enerkajak over 1.000 og 500 meter, mens det tredje guld gik til U17-pigerne i firerkajak over 200 meter. I båden sad Anna Find Hansen, Vallensbæk Kano og Kajak Club, Sara Milthers, Hellerup Kajakklub, Katrine Jensen, Maribo Kajakklub og Stella Glüsing Winther, Holte Roklub. Sølvet gik til Katrine Jensen over 1.000 meter enerkajak for U16, i samme årgang til toerkajakken over 200 meter med Mille Bjerremand Andersen, Silkeborg Kajakklub og Sofie Blomgreen-Hansen, 361 Kano og Kajakklub samt til Sara Milthers i U17 200 meter enerkajak. De to bronzemedaljer gik til Sara Milthers over 500 meter enerkajak for U17 og til U17-drengenes firerkajak over 200 meter med Rasmus Aborg, Silkeborg Kajakklub, Sofus Askaa, 361 Kano og Kajakklub samt Nikolaj og Philip Bryde fra Hellerup Kajakklub. Ud over medaljerne fik vi mange fjerde-, femte- og sjettepladser, og så var det super positivt, at vi fik medaljer til alle vores firemandsbåde med to af guld og en af bronze, sagde Finn Pape. For atleterne blev det tre hektiske dage med et sammenpresset program og til tider store forsinkelser. Således var der lørdag op til en times forsinkelse. Vi var med til det største Olympic Hopes Regatta til dato med 450 løb over tre dage. Til sammenligning er der kun 266 løb til seniorernes VM fordelt over fem dage. Søndag bød alene på løb fra klokken 8.30 til 18.15 med to minutters interval mellem hver start. Men selv om programmet var presset og hver tyvstart gav forsinkelser, som næsten ikke kunne indhentes, så håndterede vores atleter det flot. Ingen kom for sent til en start, og ingen underpræsterede på grund af forsinkelser og det sammenpressede program, sagde Finn Pape. Han roste også de medrejsende forældre for flot opbakning og hjælp, blandt andet med at køre atleter til lufthavnen for at nå fly hjem søndag. På den måde kom de fleste atleter hjem søndag, mens han selv og et par tilbageværende atleter kommer hjem mandag.