Overraskende VM-sølv til Simon og Morten

Simon Schuldt-Jensen og Morten Graversen sluttede lørdagens finaler ved VM på Bagsværd Sø af med et overraskende, men særdeles velfortjent VM-sølv i 1.000 meter toerkajak. Over hele finalen lå fem både og kæmpede med om medaljerne, men i slutfasen viste danskerne sig at have disponeret løb og kræfter rigtigt til den flotte andenplads efter Sverige. Bronzen tog Ungarn. Tidligere på dagen havde Danmark to både med i B-finalerne. Her blev Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen nummer syv i 500 meter toerkajak, mens firerkajakken for herrer med Rasmus Alsbæk, Philip Bryde, Magnus Sibbersen og Victor Gairy Aasmul roede i mål på fjerdepladsen. I eftermiddag fortsættes med semifinaler over 500 meter og 200 meter mix indldende og semifinaler. Danmark har Nicolai Winther med i begge discipliner, i mix sammen med Cathrine Rask.

Så fik Emma Jørgensen sit VM-guld

To gange tidligere er det blevet til sølv og en gang til bronze, men lørdag formiddag tog Emma Aastrand Jørgensen plads på podiets øverste trin efter VM-finalen i 200 meter enerkajak på Bagsværd Sø. OL-bronzevinderen på distancen styrede finalen fra første tag og lod ingen tvivl om, at hun ville have sit VM-guld foran et entusiastisk hjemmepublikum. Sølvet gik til Anna Lucz fra Ungarn og bronzen til russiske Natalia Podolskaia.

Pernille Knudsen tager VM-bronze

Pernille Brandstrup Knudsen tog Danmarks første og sin egen første VM-medalje, da hun efter en fremragende finale over 1.000 meter enerkajak kom i mål på tredjepladsen ved  VM på Bagsværd Sø lørdag formiddag. Danskeren holdt sig med fremme i førerfeltet gennnem hele finalen, som blev vundet af ungarske Alida Gazso og med britiske Lizzie Broughton på andenpladsen.

René Holten sluttede syver i VM-finale

René Holten Poulsen må sande, at han stadig er et stykke fra verdenseliten i 1.000 meter enerkajak. I hvert fald bedømt på lørdagens VM-finale på Bagsværd Sø. Her sluttede danskeren på syvendepladsen, godt ni sekunder efter vinderen, portugisiske Fernando Pimenta. Pimenta, der blev treer i Tokyo, tog i vanlig stil teten fra start og holdt denne gang hele vejen hjem, selv om den forsvarende verdensmester og nyslåede olympiske mester, Balint Kopasz fra Ungarn, forsøgte at komme bagfra på de sidste meter. Bronzen gik til Aleh Yurenia fra Belarus.

Damerne tog den direkte vej til VM-finalerne

  Mens den nye konstellation med René Holten Poulsen og Victor Gairy Aasmul måtte en tur over semifinalen, som de dog vandt med en stålsat slutspurt over Canada og Sverige, for at løse billet til søndagens VM-finale over 500 meter toerkajak, ja så tog Emma Aastrand Jørgensen og damernes firerkajak over samme distance den direkte vej fra fredagens indledende heats ved VM i kano og kajak på Bagsværd Sø. Emma Aastrand Jørgensen doblede op på VM-finaler, i morgen ror hun 200 meter, da hun usvigeligt sikkert vandt sit indledende heat i 500 meter enerkajak. Kun vinderen tog den direkte vej til søndagens finale, og OL-bronzevinderen på distancen styrede løbet fra første meter og var i mål over to sekunder foran tjekkiske Anezka Paloudova og portugisiske Teresa Portela. Pernille Brandstrup Knudsen gjorde Emma Aastrand Jørgensen kunsten efter, da hun også doblede op på VM-finaler. Lørdag kan hun se frem til finalen over 1.000 meter enerkajak og søndag til finalen i 500 meter firerkajak. Som afløser for Emma Aastrand Jørgensen i firerkajakken, styrede Pernille Knudsen det indledende heat fra front og trak de øvrige i båden, Julie Frølund Funch, Sara Corfixsen Milthers og Bolette Nyvang Iversen frem til en finalegivende tredjeplads. Kvartetten lagde frisk ud og førte de første 200 meter, men blev så overhalet af forhåndsfavoritterne fra Polen og Rusland. Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen var også i aktion i semifinalen over 500 meter toerkajak, hvor parret indløste en B-finale søndag via en syvendeplads. En B-finale blev det ligeledes til for herrernes firerkajak over 500 meter. I semifinalen roede Rasmus Alsbæk, Philip Bryde, Magnus Sibbersen og Victor Gairy Aasmul sig til en sjetteplads. Sidste dansker i aktion fredag var Nicolai Winther i 500 meter enerkajak. Danskeren roede et flot indledende heat og kom i mål på andenpladsen efter tyskeren Moritz Florstedt. De seks første fra indledende heat gik videre til morgendagens semifinaler.