Olympic Hope: Historisk medaljeregn over Danmark

Kano-drenge leverede kæmpe overraskelse   Med 13 medaljer, fordelt på fem guld, tre sølv og fem bronze, skrev de danske kano- og kajaktalenter historie ved sæsonens sidste mesterskab, Olympic Hopes Regatta, der sluttede søndag i polske Poznan. De fem guldmedaljer og samlet 13 medaljer er ny medaljerekord for os ved Olympic Hopes Regatta, så det kunne ikke blive en bedre afslutning på sæsonen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape. Ar rekorden kom i hus, skyldtes ikke mindst to guldmedaljer i toerkano over 1.000 og 200 meter til Nybro-Furå Kano og Kajakklubs Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales. Sidste år var kano-drengene med til Olympic Hopes Regatta for første gang uden at vinde medaljer. At de kun et år efter er i stand til at vinde medaljer, endda to guldmedaljer, kan kun betegnes som en kæmpe, men positiv overraskelse, siger Finn Pape. De tre andre guldmedaljer tog Maribo Kajakklubs Katrine Jensen sig af i 1.000 og 200 meter enerkajak og i 200 meter toerkajak sammen med Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub. Pigerne tog sig også af de tre sølvmedaljer. Sara Milthers blev toer i 500 og 200 meter enerkajak og besatte andenpladsen i firerkajakken over 1.000 meter sammen med Katrine Jensen, Mathilde Roed fra Køge Kano og Kajak Klub og Lærke Langelund fra Silkeborg Kajakklub. Af de fem bronzemedaljer gik tre til Hvidovre Kajakklubs Magnus Sibbersen. Han kom ind på tredjepladsen i 1.000 og 500 meter enerkajak og i firerkajakken over 1.000 meter sammen med Mikkel Guldberg fra Silkeborg Kajakklub, Philip Bryde fra Hellerup Kajakklub og Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club. De sidste to bronzemedaljer faldt i pigernes toerkajak over 500 og 200 meter. Stella Glüsing Winther fra Holte Roklub blev dobbelt bronzevinder. Over 500 meter sammen med Lærke Langelund, over 200 meter sammen med Anna Find Hansen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club. Drengene har været dominerende i et par sæsoner, men nu har vi fået et nyt hold piger, som viste sig frem på flotteste vis i Poznan. Samtidig var det glædeligt, at vi vandt vores medaljer over alle tre distancer og i alle bådtyper, siger Finn Pape. Sidste år vandt Danmark fem medaljer ved Olympic Hopes Regatta, en af guld, to af sølv og to af bronze. Foto: Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales leverede en kæmpe overraskelse med to guldmedaljer i toerkano.

Danske kano- og kajaktalenter klar til Olympic Hope

20 talenter i ilden i Polen   Fra fredag til søndag skal 20 danske kano- og kajaktalenter i U15, U16 og U17 i konkurrence ved sæsonens sidste store mesterskab, Olympic Hopes Regatta i Poznan, Polen. For Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape, skal regattaen vise det internationale niveau, talenterne har i de tre årgange, og bruges som første skridt mod udvikling af stærke U18- landsholdbåde i de discipliner, der er ved U18 EM og U18 VM i 2019. Til Olympic Hopes Regatta konkurreres der over 1.000, 500 og 200 meter, og målsætningen for de danske talenter er top 8-placeringer og medaljer. Sidste år var Tjekkiet vært for Olympic Hopes Regatta. Her vandt Danmark fem medaljer, en af guld, to af sølv og to af bronze og var med i 38 A-finaler.   Foto: Den nykårede verdensmester i maraton, Nikolai Thomsen, bagest, er blandt de 20 talenter, som Dansk Kano og Kajak Forbund har med til Olympic Hopes Regatta.     Hjemmeside: www.pzkaj.pl       Følgende roere deltager ved Olympic Hopes Regatta:   Julie Borup Olsen, U17, Sorø Kajakklub Emilie Markussen, U17, 361 Kano og Kajakklub Mathilde Roed, U17, Køge Kano og Kajak Klub Sara Milthers, U16, Hellerup Kajakklub Anna Find Hansen, U16, Vallensbæk Kano og Kajak Club Lærke Langelund, U16, Silkeborg Kajakklub Katrine Jensen, U15, Maribo Kajakklub Stella Glüsing Winther, U15, Holte Roklub   Magnus Sibbersen, U17, Hvidovre Kajakklub Mikkel Guldberg, U17, Silkeborg Kajakklub Nikolai Thomsen, U17, Marselisborg Kajak Club Frederik Jepsen, U16, Lyngby Kanoklub Philip Bryde, U16, Hellerup Kajakklub Philip Knudsen, U15, Lyngby Kanoklub Bendeguz Sandor Jakab, U16, Lyngby Kanoklub Sofus Askaa, U16, Kano og Kajakklub 361 Kristoffer Ravn Neve, U16, Nybro-Furå Kano og Kajakklub William Anker Scales, U16, Nybro-Furå Kano og Kajakklub Jeppe Maretti, U15, Silkeborg Kajakklub Mark Pedersen, U15, Maribo Kajakklub  

Sportschef Lars Robl efter VM: – Vi skal værne om maraton

Maraton er en vigtig del af forbundets DNA   Når Danmark tager to verdensmesterskaber i Portugal og samlet bliver fjerdebedste nation blandt de 14 medaljetagende nationer, så viser det Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl, at maraton er en vigtig del af forbundets DNA, som man skal have øje for og passe på. – Det er imponerende, at vi kan vinde to verdensmesterskaber og oveni ro andre topplaceringer hjem i en disciplin, som naturligt nok ikke har samme økonomiske vilkår som sprint, da maraton ikke er en OL-disciplin. Det maner til respekt og eftertanke, for skal vi fastholde og udbygge det potentiale, vi lige nu har i maraton med de dygtige roere og rollemodeller, vi har, så skal vi have kigget på, hvordan vi kan forbedre de vilkår, som vores talentmasse og elite har for at videreudvikle deres potentiale indenfor maraton. Jeg synes, at VM er et bevis for, at vi skal værne om maraton, siger Lars Robl. Netop det sportslige fokus og den økonomiske støtte til resultaterne på sprint, er en udfordring for maraton, anerkender Lars Robl. Men ved at tænke anderledes håber han, at det kan være med til at vende udviklingen og indstillingen – især blandt de unge roere. – Vi har rigtigt mange talenter i vores sport på både sprint og maraton, men det er som om, at alene det sportslige og økonomiske fokus gør, at talenterne op gennem ungdomsrækkerne meget tidligt – og måske for tidligt – vælger den side, der peger mod sprint, selv om de har potentialet til også at gøre sig på maraton. Det så vi til DM maraton, hvor ungdomsrækkerne var tyndt besat. Det er ikke et godt tegn, for i min optik handler det ikke om et enten eller, men et både og i de tidlige år. Mange sprintstjerner har store resultater i maraton og omvendt, så et langt stykke hen ad vejen understøtter de to discipliner faktisk hinanden i bestræbelserne på at opnå de store resultater. Det så vi til DM sprint, hvor vores dobbelte verdensmester i maraton, Thorbjørn Rask, vandt flere ”korte” løb, siger Lars Robl. Modsat EM i Kroatien, hvor Danmark havde 14 roere med, bestod landsholdet i Portugal af seks roere. – I forhold til EM valgte vi at skærpe resultatforventningerne ganske betragteligt til de atleter, vi udtog til VM. Det viste sig at være en rigtig disposition, for de forventninger blev indfriet på fornemste vis. Både roere, trænere, klubber og forbund har grund til at være stolte af resultaterne, siger Lars Robl og tilføjer, at VM-linjen vil blive fulgt fremover. – VM er, og skal være, sæsonens vigtigste stævne for både maraton og sprint, så her vil vi fremover kun stille med det absolut stærkeste landshold. Det gjorde vi til VM sprint, det gjorde vi til VM maraton. I stævnerne frem mod VM skal vi i stedet have modet til at udvikle, eksperimentere og udfordre. Det gælder World Cups, men kan også blive til EM, hvor vi vil have mere fokus på at afprøve og opnå erfaring og rutine, fremfor udelukkende at stille med absolut stærkeste landshold. Ved at lægge ”tyngde” på det hele – altså alle stævner er lige vigtige – så lægger vi ingen ”tyngde”. Det er den linje, jeg står for, siger Lars Robl.

Maraton: Gyldent og mindeværdigt VM

Danmark fjerdebedste nation Jonathan Dagnæs og Søren Maretti rundede et gyldent og mindeværdigt VM maraton af for Danmark ved at bliver nummer 16 i mesterskabernes sidste løb søndag eftermiddag i Prado Vila Verde i Portugal. I seniorernes toerkajak var duoen fra Silkeborg Kajakklub med helt fremme på den første af de otte omgange, men faldt siden tilbage i feltet. Andrew Birkett og Hank McGregor genvandt mesterskabet for Sydafrika foran Ungarn og Spanien. For Danmark blev det et mindeværdigt og gyldent VM med Silkeborg Kajakklubs Thorbjørn Rask som dobbelt verdensmester. Først tog juniorroeren titlen i enerkajak og siden i toerkajak med Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club. I U23 enerkajak blev det til en fjerdeplads for Mads Brandt Pedersen og en niendeplads til Nicolai Winther, begge fra Silkeborg Kajakklub, og Mads Brandt Pedersen fulgte op med en femteplads i seniorernes enerkajak. Endelig blev Jonathan Dagnæs og Søren Maretti, som ovennævnt, nummer 16 i seniorernes toerkajak. På medaljetavlen blev det til en imponerende fjerdeplads for Danmark ud af 14 nationer, kun overgået af Ungarn, Spanien og Sydafrika.