Henriette og Emma skal også ro 200 meter ved EM   Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo skal også ro 200 meter toerkajak ved EM i tjekkiske Racice. – Fokus er fortsat på 500 meter toerkajak og firerkajak, men for at give Henriette og Emma lidt flere starter og dermed flere internationale løb i kroppen, har vi valgt at eftertilmelde dem på 200 meter toerkajak, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.

Spændt forventning før EM Det er med spændt forventning, at det danske sprintlandshold i kajak fra fredag til søndag åbner den internationale sæson ved EM i tjekkiske Racice. – Vi føler, vi er, hvor vi skal være, men derfor er det med både spænding og forventning, vi tager afsted til EM. Vi er spændte på at se, hvor vores internationale konkurrenter står lige nu, men også forventningsfulde, for vi har haft optimale forberedelser, og alle på landsholdet er fit for konkurrence, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Ved EM vil der især være fokus på de tre både, Dansk Kano og Kajak Forbund satser på at få kvalificeret til OL i Rio i forbindelse med VM i Milano i august. Det er herrernes enerkajak med René Holten Poulsen fra Maribo, damernes toerkajak med Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo samt damernes firerkajak, hvor Henriette og Emma får selskab af Amalie Thomsen fra Limfjorden og Ida Villumsen fra 361. Skal præstere på de olympiske distancer René Holten Poulsen er regerende verdensmester på 500 meter og Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen det samme på 1.000 meter toerkajak. Men ved OL konkurrerer herrerne på 1.000 meter og damerne på 500 meter, så det er på disse distancer, roerne skal præstere ved EM og de kommende to World Cups i Duisburg og København, inden VM i Milano. På 1.000 meter enerkajak fik René Holten Poulsen bronze ved sidste års VM i Moskva, og ved EM er han det største danske medaljehåb – både på den olympiske distance, men også på 500 meter og 5.000 meter, som han vælger at stille op i, selv om distancerne ikke er på det olympiske program. Desuden stiller han op i toerkajak på den olympiske 1.000 meter sammen med klubkammeraten Nils Boe. – Målsætningen er en Top 5 placering på 1.000 og 500 meter enerkajak, men René´s form og tider til træning peger på, at han kan gå i medaljerne i begge løb. På 5.000 meter handler det meget om taktik undervejs, men han plejer at være med helt fremme og kan også her gå i medaljerne, som sidste år, hvor han vandt sølv. I toerkajakken er det et åbent spørgsmåltegn, hvor René og Nils står internationalt. Nils er lidt uprøvet i store internationale sammenhænge, men han tror på sig selv, så ved EM vil vi få et fingerpeg, om toerkajakken har potentiale til at komme med til VM og eventuelt have en chance for OL-kvalifikation, siger Bo Vestergaard. Forventer finaler til pigerne Hos damerne forventer Bo Vestergaard en finaleplads til både toerkajakken og firerkajakken. I toerkajakken sidder to af verdens absolut bedste på 500 meter enerkajak distancen. Både Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen er sprintere, så det bliver ikke noget problem for dem at veksle sidste års flotte VM-guld på 1.000 meter til fokus på den olympiske 500 meter. –  Selvfølgelig er pigerne spændte på, hvor de står på 500 meter, men deres tider til træning har været så gode, at vi forventer en finale. Det samme med firerkajakken. Og kommer de i finalerne, så kan alt jo ske, siger Bo Vestergaard. Sprintlandsholdet stiller også med en firerkajak hos herrerne. Firerkajakken består af de tre Silkeborg-roere Casper Pretzmann, Emil Stær og Morten Graversen samt Jesper Beer fra Limfjorden. – Drengene har selv et håb om, at de kan komme med til VM og derfra videre til OL. Om det er et realistisk håb, får vi at se til EM. Skal vi tro på dem i VM og OL-sammenhæng, så skal de gå i en finale og højeste være fem sekunder efter vinderen. Det er hårde krav, for internationalt er der hård konkurence i herrernes firekajak, siger Bo Vestergaard. Endelig er Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø udtaget som reserve for firerkajakken hos damerne. Ved EM stiller hun op på 500 og 1.000 meter enerkajak. Ved EM stiller Danmark også med de to para-atleter Kasper Sønderby Thomsen og Jonas Mikael El Awsy fra Vallensbæk. Para-atleterne ror 200 meter enerkajak. Begge er blevet  klassificet i LTA klassen for atleter, der kan bruge ben, overkrop og arme. For yderligere oplysninger: Sportschef Bo Vestergaard – Mobil 2277 1691 Fakta Sprintlandsholdet ved EM DK 4 – 500 meter Henriette Engel Hansen – 361 Kano og Kajakklub Emma Aastrand Jørgensen – Maribo Kajakklub Ida Villumsen – 361 Kano og Kajakklub Amalie Thomsen – Kajakklubben Limfjorden DK 2 – 500 meter Henriette Engel Hansen – 361 Kano og Kajakklub Emma Aastrand Jørgensen – Maribo Kajakklub DK 1 – 500 meter og 1.000 meter Maja Rosenkrands Irgens – Sorø Kajakklub H K4 – 1.000 meter Casper Pretzmann – Silkeborg Kajakklub Emil Stær – Silkeborg Kajakklub Morten Graversen – Silkeborg Kajakklub Jesper Beer – Kajakklubben Limfjorden H K2 – 1.000 meter René Holten Poulsen – Maribo Kajakklub Nils Boe – – Maribo Kajakklub H K1 – 500 meter, 1.000 meter og 5.000 meter René Holten Poulsen – Maribo Kajakklub Fakta para-landsholdet Para LTA  200 meter Kasper Sønderby Thomsen – Vallensbæk Kano og Kajak Club Jonas Mikael El Awsy – Vallensbæk Kano og Kajak Club For program og resultater http://www.canoeracice.com/en/